23948sdkhjf

Goldman Sachs køber majoriteten i nordjysk virksomhed

I 2021 solgte Goldman Sachs Trackunit, men den amerikanske investeringsbank generhverver nu aktiemajoriteten

Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs bliver majoritetsejer i den nordjyske it-virksomhed Trackunit.

Det oplyser Trackunit i en pressemeddelelse.

Det nordjyske selskab hører til i byggebranchen, hvor Trackunit laver it-løsninger til den globale byggeindustri.

Det er ikke første gang, at Goldman Sachs ejer softwarevirksomheden fra Aalborg.

Fra 2016 til 2021 ejede investeringsbanken også Trackunit, indtil kapitalfonden HG Capital overtog.

Fire år efter køber Goldman Sachs igen over 50 procent af aktierne i en handel, der værdisætter Trackunit til mere end 10 milliarder kroner. Det skriver mediet Børsen.

Da Goldman Sachs solgte aktiemajoriteten i 2021 blev virksomheden værdisat til tre milliarder kroner.

Mere end 400 ansatte 

HG Capital forbliver investor i Trackunit og vil fremover eje lidt mindre end halvdelen af selskabet.

- Vi har bygget et utroligt stærkt fundament sammen med HG, og sammen med dem og vores kunder udviklet vores mål om at eliminere nedetid inden for byggesektoren, siger Trackunits administrerende direktør, Søren Brogaard, i pressemeddelelsen.

- Det gør os alle sammen stolte, at HG både har valgt at geninvestere, og at Goldman Sachs samtidig kommer ind igen.

Trackunit har mere end 400 ansatte.

I 2024 omsatte virksomheden for 1,3 milliarder kroner og landede et overskud på 374 millioner kroner.

Særligt har Trackunit oplevet succes med et sporingsprodukt til diverse udstyr på byggepladser.

Med sporingssoftware kan Trackunits produkt opfange behovet for service, inden komponenter bryder sammen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063