Licitationen mener: Forrykt cirkus i skifteretten
Det er mildest talt et grotesk forløb, der over det seneste halvandet år har udspillet sig i konkurssagen efter husbyggeren Danhaus. Mere simpelt - og blidt - kan det nærmest ikke formuleres. Først kom skifteretten i Esbjerg frem til, at advokat Corna Levin Munch var inhabil, og hun blev taget af sagen. Siden kom landsretten frem til den modsatte konklusion, og advokaten blev sat på sagen igen. Nu er hun minsandten, i en dobbelt kovending, blevet erklæret inhabil og taget af sagen på ny.
Set fra kreditorernes perspektiv må det være stærkt urovækkende, at man ikke med sikkerhed kan vide, at en af de advokater, der skal sørge for, at det hele går rigtigt til, rent faktisk er upartisk. Læg dertil, at advokat Dan B. Larsen, der tidligt i forløbet var udpeget som erstatning for netop Corna Levin Munch som kurator, nu er dukket op i sagen på ny i en helt anden rolle, nemlig som advokat for en af de tidligere Danhaus-direktører, Bastian Erben fra ejerfamilien. Når man ser på det som lægmand, ligner det altså umiskendeligt kasketforvirring på allerhøjeste niveau.
Skifteretten og de advokater, som retten udpeger som kuratorer, spiller en fuldstændig afgørende rolle for, at de konkurssager, der desværre fortsat er relativt mange af i bygge- og anlægsbranchen, forløber på så ordentlig og tillidsvækkende måde, som det nu er muligt. Det er på ingen måde lykkedes i Danhaus-sagen, og det kan ingen være tjent med.