23948sdkhjf

Kunstige øer ved København bliver droppet

Plan om en stormflodsbarriere ud for Avedøre Holme skal beskytte hovedstadsområdet

Hvidovre Kommune lægger det storstilede anlægsprojekt Holmene, et erhvervsområde på ni kunstige øer i forlængelse af Avedøre Holme, i skuffen.

I stedet er fokus nu rettet mod stormflodssikring af hovedstaden, som samtidig skal skabe ny natur og rekreative områder langs kysten.

- Vi har valgt at prioritere et landindvindingsprojekt i mindre skala, så vi kan sikre en naturbaseret stormflodssikring af hovedstadsområdet. Med det nye projekt får vi mulighed for både at beskytte os mod klimaforandringernes konsekvenser og samtidig skabe mere plads til naturen og dens udvikling, siger borgmester Anders Wolf Andresen (SF) i en pressemeddelelse.

Vil etablere eksternt selskab

Det nye projekt tager udgangspunkt i den samlede stormflodssikring af hovedstadsområdet, som udover Hvidovre omfatter Tårnby, Dragør og København. Planen er at etablere en landindvinding ud for Avedøre Holme.

Tanken er, at der ved at genskabe en mere naturlig kystlinje med strandenge og andre habitater bliver plads til både natur og rekreative muligheder.

Hvidovre Kommune ønsker, at økonomi og projektudvikling overgår til et eksternt selskab som set i andre større lignende infrastrukturprojekter, og som Hvidovre Kommune vil have en betragtelig andel i.

Projektet finansieres blandt andet gennem indtægter fra modtagelse af overskudsjord og som en del af den samlede finansiering af stormflodssikringen i hovedstadsområdet.

Præsenteret kort efter Lynetteholm

Holmene-projektet, som den nye stormflodssikring erstatter, blev lanceret i januar 2019 under stor bevågenhed og med deltagelse fra tre ministre. De påtænkte ni nye småøer skulle være fundamentet for et nyt erhvervs- og naturområde på over 3 mio. kvm syd for Avedøre Holme.

Planerne fulgte få måneder efter, at planerne om den kunstige halvø Lynetteholmen ved København var blevet præsenteret for offentligheden

Siden er det både blevet til ministerielle rygstød og kras kritik. Blandt andet dannede en række kommuner langs Køge Bugt fælles front med kritik af ø-projektet ved Hvidovre.

Nu er Holmene-projektet så taget af bordet. 

Hvorvidt de nye landvindingsplaner bliver til virkelighed, må tiden vise. Kommunalbestyrelsen i Hvidovre skal tage stilling til projektet 28. januar 2025.

Allerede nu står et flertal af kommunalbestyrelsens partier dog bag det nye landindvindings- og stormflodssikringsprojekt. Der er tale om Socialdemokratiet, SF, Hvidovrelisten, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079