Aarsleff indleder opgave til 309 millioner kroner
Signalet er netop givet til udvidelsen af en af landets mest trafikerede jernbanestrækninger, Københavns Lufthavn Station.
Sund & Bælt har tildelt Per Aarsleff A/S hovedentreprisekontrakten på udvidelsen af knudepunktet for transporten af gods og mennesker mellem Danmark, det øvrige Skandinavien og Europa.
- Strækningen her er ikke kun vigtig for Danmark. Den er vigtig for Europa. Den indgår i det transeuropæiske transportnet som den akse, der binder det øvrige Skandinavien sammen med Europa, sagde Mikkel Hemmingsen, adm. direktør i bygherren Sund & Bælt i en pressemeddelelse.
Projektet omfatter anlæg af to nye perroner, en gangbro til Terminal 3 samt elevatorer og rulletrapper.
Jernbanen skal ombygges til de nye perroner, inklusive to nye transversaler og ændringer i kørestrøm, afvanding og sikringsanlæg.
Den samlede kontraktsum er ifølge Per Aarlseff A/S 309 mio. kr. Opgaven skal løses i samarbejde med Aarsleff Rail og Wicotec Kirkebjerg - begge også ejet af Aarsleff-koncernen.
Udvidelsen af Københavns Lufthavns Station forventes at stå klar i slutningen af 2026.