Sælger til betonkoncern og bliver chef
Heidelberg Materials Precast Denmark, tidligere Contiga, overtager Haller Entreprise fra Årslev.
Direktør og ejer af Haller Entreprise, Søren Haller, indtræder i Heidelberg som montagechef, hvor han skal styrke og udvikle montageafdelingen.
- Vi har gjort os umage, også over for vores medarbejdere, hvoraf nogle af dem har været med helt fra starten, udtaler Søren Haller i en pressemeddelelse om firmasalget.
- Når vi ser tilbage, synes jeg, vi har sat et meget nydeligt aftryk på landkortet med montageopgaver helt fra Hanstholm til København, og som spænder fra ganske små projekter - til store projekter på over 40 mio. kr., tilføjer direktøren.
Ét underskud
Det fynske firma blev etableret i 2016 og monterer betonelementer til bolig- og erhvervsbyggerier i hele Danmark. Med undtagelse af regnskabsåret 2020 har det alle årene været en overskudsforretning.
Haller Entreprise har i dag omkring 25 ansatte. Til sammenligning har Heidelberg Materials Precast Denmark mere end 300 ansatte.
Overtagelsen sker med virkning fra 1. januar 2025. Foruden Søren Haller følger hele Haller-holdet med til Heidelberg.
Fra Haller Entreprise lyder det, at igangværende og aftalte aktiviteter færdiggøres, mens alle fremtidige aktiviteter vil ske i regi af Heidelberg.