Licitationen mener: Novo-penge er et skulderklap
Novo Nordisk investerer, investerer og investerer endnu mere i Danmark. Det kan i nogle sammenhænge gøre kampen om arbejdskraften hårdere. Det kan også presse lønningerne op. Men i sidste ende er det et udtryk for, at vi som samfund er interessant. Jeg har selv dækket Novo Nordisk i et årti. Og selvom det for Novo Nordisk fortsat er vigtigt at tage et socialt ansvar, så er Novo Nordisk i sidste ende en virksomhed, der er sat i verden for at tjene penge. Og den er primært drevet med profit for øje. Så tag ikke fejl: Hvis Novo Nordisk kan lave en bedre forretning ved at investere milliarderne i produktionsfaciliteter i USA, Frankrig eller Irland, så gør man det.
Nok vil man sit danske ophav det bedste, men i sidste ende handler det om at få det mest optimale afkast af sine investeringer. Når Novo Nordisk over de seneste få år nu så småt nærmer sig investeringer i Danmark på 100 mia. kr., så er det vigtigt også at se det som et stort skulderklap til den danske bygge- og anlægsbranche. Der investeres enorme summer, fordi I som branche leverer varen. Større kvalitetsstempel får man næppe.
Novo Nordisk investerer altså ikke i Danmark, fordi virksomheden er dansk. Men fordi det er attraktivt. Og det har I en meget stor del af æren for, uanset om vi taler om arkitekterne, rådgiverne eller de udførende entreprenører. Lur mig, om ikke Odense over tid bliver en ny stor ”medicinalby” i Danmark på linje med Bagsværd, Kalundborg og Hillerød. Derfor er det også afgørende, at I som branche fortsætter det gode arbejde og udnytter mulighederne.