Næstformand investerer millionbeløb i MT Højgaard
Morten Hansen har netop gjort det, som mange investorer elsker. Investeret penge i et børsnoteret selskab, hvor han selv indtager en nøglerolle.
Næstformanden for entreprenørkoncernen MT Højgaard Holding har således investeret lige over 4,3 mio. kr. i MT Højgaard Holding-aktier via selskabet Omnia Invest.
Det oplyser MT Højgaard Holding i en fondsbørsmeddelelse.
Omnia Invest A/S er et familieejet investeringsselskab, der beskæftiger sig med investeringer i blandt andet ejendomsudvikling, drift af bolig- og erhvervsejendomme, værdipapirinvesteringer og investering i unoterede selskaber.
Af investeringsselskabets hjemmeside fremgår det, at Morten Hansen som direktør blandt andet er ansvarlig for udvælgelsen og gennemførelsen af koncernens ejendomsprojekter og øvrige investeringer.
Det samlede køb beløber sig til 15.000 aktier, der er købt til en pris på 289,5 kr. stykket, hvilket giver en samlet pris på 4,34 mio. kr.