Aarsleff-ejer skifter ud på formandsposten
Ejerfonden bag entreprenørkæmpen Aarsleff, Per og Lise Aarsleffs Fond, har fundet sin nye bestyrelsesformand og to nye bestyrelsesmedlemmer.
Det oplyser fonden tirsdag eftermiddag i en meddelelse.
Fondens nye formand bliver Lars Aagaard Nielsen, som tager over efter 75-årige Carsten Fode, der falder for aldersgrænsen.
Det var Per Aarsleffs ønske, at fondens indflydelse skal bevares, så fonden kan sikre Aarsleff-koncernens fortsatte beståen og videreudvikling Carsten Fode, afgående formand for Per og Lise Aarsleffs Fond
Derudover får fonden to nye medlemmer i skikkelse af Mai Louise Agerskov og Steen Blaafalk.
- Fondens nye bestyrelsesmedlemmer er udvalgt med det sigte, at Per og Lise Aarsleffs Fond fortsat er i besiddelse af de rette kompetencer i henhold til fondens formål. Det var Per Aarsleffs ønske, at fondens indflydelse skal bevares, så fonden kan sikre Aarsleff-koncernens fortsatte beståen og videreudvikling, lyder det i en kommentar fra den afgående formand, Carsten Fode.
- Det betyder også, at en væsentlig del af årets overskud overføres til fondens egenkapital, og en mindre del går til uddelinger.
Kendt på forhånd
Per og Lise Aarsleffs fond ejer knap 9 pct. af aktierne i Aarsleff, men sidder på de stemmetunge a-aktier og har ifølge det seneste regnskab mere end 44 pct. af stemmerne.
Allerede i marts i år fortalte Licitationen, at fondsbestyrelsen var på jagt efter nye medlemmer. Det skyldtes, at Carsten Fode stod til at falde for aldersgrænsen på 75 år.
- Jeg udtræder af bestyrelsen ved udgangen af 2024. Derfor har vi allerede nu iværksat en search efter 1-2 nye medlemmer af fondens bestyrelse, lød det i marts fra Carsten Fode.
Det er altså den proces, der nu har mundet ud i en ny sammensætning af bestyrelsen.
Efterfølgeren på formandsposten, Lars Aagaard Nielsen, har været medlem af fondens bestyrelse siden 2021.
Han er blandt meget andet også formand for bestyrelsen i vindueskæmpen Dovista under VKR Holding.
Første kvinde i bestyrelsen
Da Licitationen talte med Carsten Fode tilbage i marts, bestod fondsbestyrelsen af fem mænd. Carsten Fode lagde vægt på, at man gerne så diversitet i bestyrelsen.
- Som fond skal vi følge med tiden. For eksempel har vi det problem, at vi aldrig har haft en kvinde i bestyrelsen for fonden. Det er vi rigtig kede af. Derfor er et af de kriterier, vi har lagt til grund, at vi virkelig skal tilstræbe at få mindst én kvinde i bestyrelsen, siger Carsten Fode.
Fremover kommer bestyrelsen til at bestå af i alt seks personer, heraf én kvinde. Mai Louise Agerskov bliver altså den første kvinde i bestyrelsen for Per og Lise Aarsleffs Fond.
Hun arbejder til daglige som adm. direktør for fintechvirksomheden Hemonto.
Fonden blev stiftet i 1984 samtidigt med, at Aarsleff-koncernen blev børsnoteret.
Ændringerne træder i kraft 1. januar 2025.
Den nye fondsbestyrelse
- Lars Aagaard Nielsen (formand)
- Søren Nørgaard Thomsen (næstformand)
- Ebbe Malte Iversen
- Kristoffer Aarsleff
- Mai Louise Agerskov
- Steen Blaafalk