Dansk entreprenør rydder vejen for færøsk infrastruktur
Den danske maritime entreprenør Høj Nordic Marine Contractor har været i aktion på Færøerne, hvor sejlrenden ved Vestmanna Havn er blevet genetableret.
Ifølge direktøren i Høj Nordic Marine Contractor, Michael Normann, krævede projektet på vestsiden af Færøernes største ø, Streymoy, nøje planlægning og koordinering grundet logistiske udfordringer.
- Selve oprensningen adskilte sig lidt fra en normal oprensning, da store sten, som ikke var synlige på forhånd, var indlejret i oprensningsmaterialet. Stenene skulle derfor fjernes, men der lå også en høj kompleksitet i logistikken til og fra Færøerne, fortæller Michael Normann i en pressemeddelelse.
Med arbejdet blev mere end 10.000 kbm sediment og sten fjernet fra havnebassinet og placeret på en klapplads. Desuden blev nedfaldne sten fra molekonstruktionen genindbygget for at sikre molens strukturelle integritet og modstandskraft mod vejr og vind i Nordatlanten.
Oprensningen af Vestmanna Marina er ifølge parterne bag en nødvendig forbedring af den lokale infrastruktur, og også en vigtig sikring af havnen som en central del af lokalsamfundets liv og økonomi.