Entreprenør på plads til omstridt Amager-ejendom efter års forarbejde
Projektudvikleren Domis har fundet entreprenøren, som skal fortsætte byggeriet på Bryggens Bastion, byggegrunden på Amager, der også huser et af de mest omtalte og berygtede byggerier de seneste år, Njals Tårn.
Valget er faldet på JCN Bolig, og entreprenørfirmaet skal på byggefelt C opføre en lukket karrébebyggelse i op til otte etager med 176 lejligheder fordelt på cirka 11.000 kvm plus 4.000 kvm kælder.
Direktør i Domis, Andreas Hommelhoff, fremhæver i en pressemeddelelse blandt andet processen frem mod aftalen og tilføjer:
- Samtidig efterlever vi lokalplanens visioner ved at skabe velindrettede og funktionelle boliger i forskellige størrelser, kombineret med et ambitiøst fokus på natur i udenomsarealerne, udtaler direktøren.
Foruden JCN Bolig er Arkitema tilknyttet som arkitekt samt landskabsarkitekt sammen med Tredje Natur. Arne Elkjær er ingeniør på projektet.
Planer om mere
Bryggens Bastion, og i særdeleshed det ufærdige boligtårn på grunden, Njals Tårn, blev landskendt i 2020, hvor det blev afsløret, at beton i fundamentet under det 86 meter høje tårn ikke havde den nødvendige styrke.
Allerede i forbindelse med overtagelsen af grunden har Domis samarbejdet med JCN Bolig om det kommende byggeri.
Der er ifølge parterne både brugt lang tid og mange ressourcer på at kalkulere og projektere byggeriet. Efter et langt forløb er det nu lykkedes at få alle enderne til at mødes.
Entreprenøren og udvikleren har også en gensidig hensigt om at fortsætte det lange samarbejde på de resterende tre byggefelter på Bryggens Bastion.
Samlet består alle fire byggefelter af en blanding af boliger og erhverv, der fordeler sig på i alt cirka 52.000 kvm.
Aftryk på Sjælland
JCN Bolig og Domis har tidligere arbejdet sammen om boligprojekter som Ovenvande i Skanderborg og flere projekter i Aarhus.
Boligbyggeren har de seneste år markeret sin tilstedeværelse på Sjælland med projekter for professionelle bygherrer og pensionskasser i blandt andet Hvidovre, Herlev, Rødovre, Allerød, Nordhavnen, Sydhavnen og nu Bryggens Bastion.
Projektet på Bryggens Bastion skal DGNB guld-certificeret og i overensstemmelse med EU taksonomiens pkt. 7.1.