23948sdkhjf

125 millioner i ryggen: Danmark får nyt verdensarvscenter

Direktøren for museumsorganisationen ROMU jubler over, at den mangeårige drøm bliver til virkelighed

Efter at have fået over 125 mio. kr. i donationer står det nu klart, at Roskilde Domkirke får et nyt besøgscenter. Det oplyser museumsorganisationen ROMU.

Roskilde Domkirke Verdensarvscenter skal formidle historien om Roskilde Domkirke. Den optræder på FN-organisationen Unescos liste over verdensarv, og det nye center skal gøre besøgende klogere på den kongelige gravkirkes 1000-årige historie.

Ifølge Morten Thomsen Højsgaard, der er direktør for ROMU, har det været en drøm, siden domkirken kom på Unescos verdensarvsliste i 1995.

- Det er på mange måder en festdag og en glædesdag for Roskilde.

- Det er et fuldstændig fantastisk beløb, der vidner om, at det her sted har national betydning. Det giver os mulighed for at lave noget af rigtig god kvalitet, siger Højsgaard til Ritzau.

Det Royale Palæ ved siden af domkirken skal danne ramme for besøgscenteret, og udstillingerne skal især formidle de to vigtigste årsager til, at Roskilde Domkirke blev udpeget til Unescos prestigefyldte verdensarvsliste.

Begrundelsen var blandt andet den tidlige brug af teglsten på et kirkebyggeri i gotisk stil, og det andet udvælgelseskriterium var domkirkens status som kongelig gravkirke.

På udstillingerne vil man blandt andet komme til at se genstande fra kongernes samlinger, som ikke er blevet vist før.

Der vil også være moderne faciliteter som café, butik og undervisningsmiljø, og Højgaard uddyber, at der kommer til at være inddragende og legende områder for børn og unge.

Han mener desuden, at det, at domkirken er på Unescos liste, fører et vist ansvar med sig og kræver noget ekstra af formidlingen.

- Det er en topklasse status i hele verden, man får stemplet på sig, og man kommer i liga med pyramiderne i Kairo og Taj Mahal i Indien på den liste, siger Højsgaard.

A.P. Møller Fonden er med 60 mio. kr. den fond, der har bidraget med det største beløb til projektet.

Fondsorganisationen Kulturarv Roskilde Domkirke, der står bag projektet, forventer, at verdensarvscenteret står klar til at åbne i løbet af 2028.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109