23948sdkhjf

Pankas doserer mere ESG i asfalten

Asfaltvirksomheden Pankas sætter tryk på ESG-arbejdet med mere genanvendelse, energibesparelser, solceller, krav til leverandører og overvejelser om asfaltmaskiner på el.

Asfalt består af bitumen, sten – og ESG?

Asfaltvirksomheden Pankas skruer i hvert fald op for sin ESG- og bæredygtighedsindsats.

"Vi vil gerne gøre meget med ESG og har valgt de emner, vi prioriterer højest, efter en dobbelt væsentlighedsanalyse og en betragtning af, hvor vi gør størst forskel. Som energitung branche fokuserer vi på at reducere CO2-emission fra vores produktion og brug af materialer og råvarer. For eksempel ved udvindingen af råvarer og transporten fra Norge og Sverige. Vi kan reducere mængden af bindemidlet bitumen og især øge mængden af genanvendt materiale, som er den faktor, vi har størst fokus på, fordi den har så stort potentiale," siger direktør i Pankas, Kim Krøis.

Asfalt kan i princippet genanvendes 100 procent, viser Pankas-analyser. Udfordringen er dog sorteringen af materialerne, når gammel asfalt er pillet af vejene.

For at opnå en grønnere fremtid skal vi ikke kun tænke alternative grønnere løsninger ved at udskifte 1:1, men også investere i kvalitet og løsninger, så vi forbruger mindre på sigt. Kim Krøis, direktør, Pankas

"Jo bedre sortering, desto bedre kvalitet og mindre ny bitumen, granit og andre materialer til ny asfalt. Bliver kvaliteten af de sorterede materialer høj, kan vi regne genanvendelse ind i vores produkters sammensætning. Kvalitet i det foregående arbejde giver kvalitet i asfaltarbejdet. Den cirkulære tankegang er i tråd med E5 i ESRS-standarderne og FN's verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion," mener Kim Krøis.

"Med bedre sortering kan vi rette recepterne for de forskellige lag og reducere mængden af jomfrumaterialer på grund af de genanvendte materialer. En beregning i vores EPD-software viser, at vi hurtigt sparer 10 procent af CO2-emissionen ved at genanvende materialer, så den proces giver samfundet og os god værdi i sparet CO2 og kroner og øre, " supplerer laboratoriechef i Pankas, Erik Olesen.

Pankas er inspireret af Holland, hvor genanvendelsesprocenten for brugt asfalt er væsentlig højere end i Danmark.

"I Holland er de længere fremme, fordi de har centraler, hvor de skiller den gamle asfalt op i de nødvendige fraktioner, så alt kan bruges igen. Desuden er de i Holland begyndt at benytte udlæggere, tromler og andre maskiner drevet af el. Vi vil gerne køre på el, men de få maskiner på markedet koster som minimum det dobbelt af de konventionelle. Jeg har forespurgt på fire maskiner, der til sammen kostede 10 millioner kroner ekstra, som er en regning, vi ville skulle sende videre til kunderne. Der skal mange ekstra job til at tjene den investering hjem. En mulighed er, at fræsere og andre energikrævende maskiner kan køre på et andet og mere grønt drivmiddel end diesel," konstaterer Kim Krøis.

FN's verdensmål 7 er bæredygtig energi, og Pankas ser løbende kritisk på sit og sine underentreprenørers energiforbrug for at optimere forbruget og trimme CO2-udledningen.

"Vi vejleder vores underentreprenører og opfordrer til, at de benytter det nyeste grej. El-lastbiler er der ikke så mange af endnu, men vi kræver, at motorerne overholder Euronorm 6, som er den seneste. Vejdirektoratet har i år haft pilotprojekter, hvor CO2-emission målt fra produkternes EPD'er og CO2-forbrug på jobbet og ved kørsel var de bærende parametre for at vinde opgaverne. Den gode dialog er vejen frem i branchen," mener Kim Krøis.

Pankas arbejder også med at ramme præcis den nødvendige temperatur for at komprimere de forskellige asfaltrecepter, så virksomheden kun bruger den nødvendige mængde gas til produktionen. Desuden skal råvarerne overdækkes, så fabrikken ikke skal anvende udnødvendig gas til at fjerne fugt fra stenmaterialerne.

Pankas vil desuden producere grøn strøm ved at lægge solpaneler på sine fabrikker og haller og arbejde på, at opgaver går til de Pankas-sjak, der er tættest på og derfor skal transporteres den korteste afstand, lige som de tre fabrikker så vidt muligt leverer til sine "lokale" kunder.

"For at opnå en grønnere fremtid skal vi ikke kun tænke alternative grønnere løsninger ved at udskifte 1:1, men også investere i kvalitet og løsninger, så vi forbruger mindre. For eksempel bør der være mere fokus på kvaliteten af slutproduktet, så det ikke skal skiftes så ofte og dermed bruge CO2 igen. Pankas var Best-in-Class på statens veje sidste år, som er opnået med fokus på recepter, produktion og udlægningskvaliteten blandt de gode og veluddannede hold, som udlægger asfalten,” siger Kim Krøis.

”Ligeledes bør der være mere fokus på lagtykkelsen – enten ved at overlade beslutningen om receptvalg til entreprenørerne eller ved at måle CO2 forbrug ud fra en kvadratmeter udlagt asfalt i stedet for per ton, for der anvendes naturligvis flere ton ved tykkere belægninger. Vores PANgrip®-belægninger lægges i et halvt så tykt lagt som konventionel asfalt og kræver derfor langt færre råvarer fra Norge at producere. Vi anvender den alle de steder, vi selv har ansvaret for levetiden og kvaliteten," vurderer Kim Krøis.

FAKTA

Pankas A/S udfører alle former for asfaltering for private, erhverv og offentlige virksomheder i hele
Danmark.

Pankas asfalterer offentlige og private veje, p-pladser, havne, indkørsler, legepladser, gårdmiljøer og meget andet.

ESRS er den europæiske standard for ESG-rapportering.

Kilde: Pankas A/S

Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103