Et år efter opkøb: Udlejer smelter sammen med finsk storspiller
Når 2024 bliver til 2025, bliver den sydfynske udlejer Jelle-Bo officielt en del af Renta.
Sammenlægningen sker et år efter, at den finskejede udlejer annoncerede købet af den lille udlejer med hovedkontor i Svendborg.
Dengang lagde adm. direktør i Renta i Danmark, Lars Raagaard, ikke skjul på, at der ikke var tale om "verdens største opkøb".
Men en styrket tilstedeværelse på Fyn kombineret med et kundegrundlag og en maskinpark, der passer godt ind i den store udlejers system, var argumenter for udvidelsen.
Om Renta Group
Renta Group er et nordeuropæisk komplet udstyrsudlejningsfirma, der blev grundlagt i 2015.
Virksomheden er oprindeligt finsk og har aktiviteter i Danmark, Sverige, Norge, Polen og Baltikum, med mere end 175 afdelinger og over 2.000 ansatte. Renta er et generelt udlejningsfirma med et bredt udvalg af bygge- og anlægsmaskiner samt relaterede services.
Selskabet kom ind i Danmark i 2021 og fusionerede året efter med Lohke Materieludlejning.
Kilde: Renta
- Opkøbet supplerer vores geografiske dækning og er en naturlig fortsættelse af vores strategi om at opbygge et landsdækkende udlejningsnetværk i vores kerneområder, påpegede Kari Aulasmaa, adm. direktør for Renta Group, i samme forbindelse.
Farvel til privatkunder
For erhvervskunderne giver overgangen ved årsskiftet nye muligheder:
- Med Renta kan vi tilbyde et bredere udvalg af materiel og samtidig give adgang til digitale værktøjer, der gør udlejning endnu lettere, siger Henrik Dyhr, afdelingsleder i Svendborg, nu.
Han påpeger samtidig, at det fortsat er kendte medarbejdere, der leverer servicen. En kundegruppe får dog ikke længere gavn af den service.
Fra 1. januar 2025 betjener udlejeren således ikke længere privatkunder fra de sydfynske afdelinger.
Valgte udlejning frem for tømrerfaget
Jelle-Bo Udlejning blev grundlagt i 1999 af Hans Ove Jelle som en forlængelse af hans tømrer- og snedkervirksomhed, der har rødder tilbage til 1984.
Gennem årene har firmaet leveret materiel og rådgivning til adskillige byggeprojekter på Fyn og Langeland.
Jelle-Bo solgte i 2003 tømrerafdelingen fra for at fokusere fuldt ud på materieludlejning.
I januar 2024 købte finskejede Renta så det sydfynske firma, der på daværende tidspunkt havde ni ansatte og en årlig omsætning på cirka 20 mio. kr.
En perlerække af opkøb
Det fynske opkøb var det seneste i en række udvidelser af Rentas udlejningsforretning i Danmark.
I 2022 købte det finskejede selskab sig til en større danske tilstedeværelse via Lohke Materieludlejning, og i foråret 2023 fulgte opkøb af udlejningsfirmaet Del-Pin, som ved opkøbstidspunktet havde en årlig omsætning på cirka 100 mio. kr., mere end 60 ansatte og aktiviteter i det sydlige Jylland og på Fyn fra ni depoter.
Opkøbene har udvidet Rentas tilstedeværelse på det danske marked, og i den seneste udgave af Licitationens brancheanalyse, Byggeriets Top, er selskabet nummer fire i Danmark målt på bruttofortjeneste.
Med til billedet hører dels, at Renta ikke oplyser omsætning - i Danmark er det kun tilfældet med de store konkurrenter G.S.V., Loxam og Zeppelin Rental. Dels at tallene er fra 2023 og dermed ikke medtager den fulde effekt af nylige opkøb hos hverken Renta eller konkurrenterne.
De store spiller med musklerne
En række store, internationale udlejere har købt op i stort omfang i Danmark de senere år.
Hollandske Boels opkøb af udlejningsspecialisten Riwal i marts 2024 markerede den femte store internationale spillers entré på det danske udlejningsmarked.
Året forinden havde tyske Zeppelin via købet af af CP ApS indtaget en position blandt de største i Danmark.
I 2022 åbnede G.S.V. Materieludlejning krigskassen med købet af Holbæk Lift, og tidligere i år lød det fra adm. direktør, Frank Olesen, at branchekæmpen har planer om et til tre opkøb "de næste par år".
Franskejede Loxam, den næststørste udlejer målt på omsætning, har senest i sommeren 2021 købt op. Her kom JM Trykluft i folden, og i løbet af 2024 blev selskabet fusioneret ind i Loxam. Adm. direktør Carsten Hoeck vil ikke udelukke yderligere akkvisitiv ekspansion:
- Loxam har en fin størrelse nu at vokse ud fra, men vil nogen sælge deres virksomhed, så er vi altid klar til at tage en dialog og lytte om mulige synergier, siger Loxam-direktøren.
Artiklen er en del af temaet MXtra - Maskin- og materiel.