23948sdkhjf

Forhandler-direktør: Genbrugte reservedele skal booste både bundlinje og klima

Står det til Zeppelin Danmark skal stort set alle anvendelige reservedele indsamles, retrofittes og genanvendes

Maskiner og værktøj går under radaren i arbejdet med byggeriets grønne omstilling, mens der er for snævert et fokus på byggematerialer og byggepladsers ressourceforbrug.

Sådan lyder det nu fra en af landets største forhandlere af entreprenørmaskiner, Zeppelin Danmark, der vil øge opmærksomheden på optimering af maskinernes levetid via genbrug af slidte reservedele.

– Entreprenørmaskiner er en stor del af en byggeplads, og derfor bliver vi nødt til at sikre os, at vi også tænker maskinernes levetid og herunder reparationer ind i helhedsbilledet, udtaler Henrik Stordal, adm. direktør hos den danske importør af Caterpillar-entreprenørmaskiner, i en pressemeddelelse.

Forhandleren har sat ind på at optimere maskinernes levetid ved at restaurere og genbruge slidte reservedele. 

Stort set ingen renovationer uden genbrug

I dag er Zeppelin oppe på at anvende renoverede reservedele godt 60 pct. af gangene, hvor der er tale om større reparationer, og hvor der er en genanvendt reservedel som alternativ til en nyproduceret reservedel.

- Vi laver stort set ingen renovationer, hvor der ikke bruges en form for genbrugte reservedele, fortæller Binne Huitema, servicedirektør ved Zeppelin Danmark.

Han lægger ikke skjul på, at der er en tungtvejende økonomisk gevinst bag tilgangen, da renoverede reservedele giver en besparelse på 40-60 pct. sammenlignet med nye reservedele. Men bæredygtighedsgevinsten skal også med i regnestykket:

- Det er en økonomisk gevinst for kunderne, men set med vores øjne er det på den lange bane miljøet, der er den helt store vinder her, siger servicedirektøren.

Med afsæt i erfaringerne vil Zeppelin Danmark sætte fart på en debat og tiltag i branchen med et mål om, at man vil kunne indsamle, retrofitte og genanvende stort set alle anvendelige reservedele.

Et hul i reglementet

Ifølge seniorforsker ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet, Kim Haugbølle, er der et hul i bygningsreglementets klimakrav, når det kommer til maskiner og materiel.

Han påpeger, at skruen for byggeri bliver strammet yderligere frem mod 2025. Fokus er dog fortrinsvis på byggeriet som produkt og brugen af materialer.

- Fra 2025 kommer der også krav til byggepladsen for den klimapåvirkning, der opstår fra transport til, fra og på byggepladsen samt fra energi- og brændselsforbrug og materialespild på byggepladsen siger Kim Haugbølle og fortsætter:

- Dermed bliver den indlejrede klimabelastning fra blandt andet maskiner og værktøj usynlig i det samlede regnskab.

Han ser derfor fordele ved at forlænge levetiden på maskinerne – med den væsentlige tilføjelse, at effekten fuldstændig afhænger af den enkelte maskine og model samt af maskinernes kvalitet og effektivitet.

Artiklen er en del af temaet MXtra - Maskin- og materiel.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.137