Licitationen mener: Grib muligheden, så vi undgår tvang
Havde det været i Kina, var beslutningen med statsgaranti allerede blevet truffet. I Danmark gør vi mange ting anderledes, og tak for det. Alligevel kan det undre, at opgaven med at få et sikret atomlager trækker ud og ud. Det er 22 år siden, at Folketinget først besluttede af afvikle de nukleare anlæg på Risø og påbegynde udarbejdelsen af et beslutningsgrundlag for et slutdepot.
Tidligere har man fundet seks placeringer i fem kommuner udvalgt som de geologisk set bedst egnede placeringer for et slutdepot, men planerne blev skinlagt efter politisk ballade. Ingen af de udpegede kommuner ville lægge undergrund til et slutdepot. I stedet vil man nu bygge et mellemlager ved Risø, der skal opbevare affaldet frem til 2073, hvor et slutdepot så skal stå klar. Samtidig efterlader man en upopulær beslutning til kommende generationer.
Atomlager og radioaktivitet smager ikke ligefrem af politisk vindersag, og det kræver næppe mange kommunikative greb, før man kan skabe frygt og associationer til Tjernobyl eller Fukushima. Virkeligheden er dog, at det danske radioaktive affald primært består af beton, jern, røgalarmer og andre materialer med lav radioaktivitet. Vi har f.eks. intet brugt brændsel som i lande med atomenergi.
Jeg savner en kommune, som melder sig på banen? Der er arbejdspladser i etableringen og driften. Imens vi leder efter en voksen, der tør træffe en rationel beslutning, kan vi som skatteborgere sidde og vente, mens regningen bare vokser og vokser. Hvis ingen melder sig frivilligt, så ender det med at blive ved tvang. Det er ingen tjent med.
