23948sdkhjf

Grøn succes: Nyt naturområde ved Femern Bælt opnår beskyttet status

Sund & Bælts indsats for at skabe ny natur i forbindelse med Femern Bælt-projektet bærer frugt. Senest er Lungholm Sø blevet registreret som særligt beskyttet natur efter fire år

Et 40 hektar stort naturområde ved Femern Bælt-projektet er på rekordtid blevet hjemsted for et rigt dyreliv.

Området, der inkluderer Lungholm Sø, er nu registreret som særligt beskyttet natur af Lolland Kommune.

Naturområdet er etableret som led i anlæggelsen af Femern Bælt-tunnelen og erstatter natur, som inddrages til byggepladser. På bare fire år har området udviklet sig til et varieret økosystem med over 70 forskellige fuglearter, sjældne padder og fredede orkideer.

- Vi har længe haft et godt øje til området ved Lungholm Sø. Men det er helt unikt at opleve et menneskeskabt naturareal udvikle sig så hurtigt og på rekordtid blive hjemsted for så mange forskellige fuglearter, siger Dorthe Prip Lahrmann, fagkoordinator for Natur og Landbrug i Lolland Kommune, i en pressemeddelelse.

Lungholm Sø blev etableret i 2020 som erstatning for Strandholm Sø, der måtte vige pladsen for tunnelens indgang. Den nye sø blev opgraderet med tre yngleøer for at understøtte fuglelivet i området.

- Vores mål er, at den også udvikler sig til beskyttet natur, og derfor følger vi alle vores initiativer grundigt til dørs, så vi er sikre på, at naturen faktisk udvikler sig i en sund retning, siger Ditte Hjort, projektleder i Sund & Bælt, i pressemeddelelsen.

I alt er mere end 600 hektar ny natur på dansk og tysk side blevet skabt som følge af Femern Bælt-projektet – deriblandt over 40 nye vandhuller, et naturbælte på 60 hektar fra Rødby til Rødbyhavn, et 42 hektar nyt vådområde ved Lidsø Naturpark, samt et samarbejde med Hempel Fonden om Saksfjed Vildmark på 800 hektar.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063