23948sdkhjf

Ny betontype testes på Femern-projektet

Femern Bælt-projektet tester som det første anlægsbyggeri brugen af den CO2-reducerede beton Futurecem til byggerier af megaprojekter

Entreprenørkonsortiet Femern Link Contractors, FLC, har stillet et areal til rådighed og udført stor teststøbning med en helt ny type beton på tunnelbyggepladsen ved Rødbyhavn.

Det oplyser Sund & Bælt i en pressemeddelelse.

Teststøbningen er et led i et større samarbejde kaldet Calliste om fremtidens beton, som Femern A/S, der er bygherre på Femern Bælt-projektet, deltager i sammen med Aalborg Portland A/S, Unicon A/S, Teknologisk Institut, flere universiteter, betonleverandører og offentlige og private bygherrer.

- Vi har strenge krav til styrke og holdbarhed, når det gælder byggeriet af megaprojekter som Femern Bælt-tunnelen, og det gælder især når vi bygger i det marine miljø, siger Kim Smedegaard Andersen, der er teknisk vicedirektør i Femern Bælt-projektet i meddelelsen og uddyber:

- Samtidig har vi konstant fokus på at nedbringe CO2-aftrykket på vores byggeri blandt andet gennem nye teknologier, og vi vil gerne sætte ekstra skub på udviklingen af fremtidens beton.

Om Calliste-projektet

Støttet af Innovationsfondens investering (gennem Grand Solutions-programmet) med 21,6 mio. kr.

Projektpartnere: 

  • Teknologisk Institut (projektleder)
  • Aalborg Portland A/S
  • Technische Universität München
  • Aarhus Universitet
  • Danmarks Tekniske Universitet
  • Unicon A/S
  • CHR Concrete A/S
  • IBF A/S
  • Femern A/S
  • FB Gruppen A/S
  • Vejdirektoratet
  • Dansk Beton

Sund & Bælt

Sund & Bælt oplyser til Licitationen, at der tale om test, hvor store vægge, der er udført i cementen Futurecem, stilles op langs en trafikeret vej på byggepladsen. Her vil parterne teste påvirkningen fra rystelser, salt og lignende.

Cementtypen skal altså ikke anvendes til Femern-projektet, men testes forud for at kunne anvendes på eventuelle andre store infrastrukturprojekter, lyder det fra Sund & Bælt. 

Erstatter klinker

Fra cementbranchen deltager Aalborg Portland, der er underleverandør af cement til Femern Bælt-tunnelen.

Virksomheden har udviklet en cement-type, Futurecem, der indtil videre kan reducere CO2-aftrykket i betonproduktionen med 25 pct. i forhold til traditionel beton.

Det sker blandt andet ved at erstatte en del af indholdet af klinker i cementen med specialbehandlet ler og kalk. Det er denne teknologi, som man gennem Calliste-samarbejdet forsker i at videreudvikle. Målet med samarbejdet er at halvere behovet for cement i betonen og samtidig bevare en høj styrke og holdbarhed.

Teststøbningen på Femern Bælt-projektet er første gang, at man forsøger sig med en betontype, der indeholder cement, hvor omtrent 50 pct. af cementklinkerne er erstattet af den særlige kombination af ler og kalk. 

Dette reducerer CO2-aftrykket betydeligt i forhold til beton med de cementtyper, man normalt anvender i Danmark, fortæller Pernille Nyegaard, centerprojektleder i Teknologisk Institut.

- Det er første gang, vi laver støbning med den nye betontype i denne skala, og dermed kan vi grundigt få undersøgt betonens holdbarhed. Forsøget er vigtigt for at demonstrere, hvordan betonen klarer sig i et virkeligt trafikmiljø med frost og saltning, siger Pernille Nyegaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109