Licitationen mener: M. J. Eriksson-træk er en genistreg
Støvede og gammeldags. Tingene går alt for langsomt. Organisationen er slet ikke tidssvarende. De har brug for at få en ekstern investor ind, der kan sætte skub i tingene.
I mange tilfælde er den slags pointer om familieejede selskaber desværre ganske valide. I tilfældet med entreprenøren M. J. Eriksson er det så absolut ikke tilfældet. Faktisk helt enormt langt fra.
Virksomheden formår år efter år at blive mere og mere relevant, og aldrig har overskuddet været højere, end det var for regnskabsåret 2023/24, hvor der landede mere end 200 mio. kr. på bundlinjen. De seneste 16 år har der ikke været så meget som ét underskudsgivende år.
Alligevel skiftede den store entreprenør for nylig topchef. Ind er kommet Torben Bloch Nielsen, mens den hidtidige adm. direktør, Stig Munch-Jensen, fortsætter i M. J. Eriksson i en rolle som driftsdirektør. Det sikrer kontinuitet og fornyelse.
At man skifter topchef på et tidspunkt med historisk høj succes hører til sjældenhederne. Når man med formand Jørgen Eriksson i spidsen alligevel gør det, viser det i den grad rettidig omhu.
Fra politisk side bliver der stillet nye krav, som virksomheden skal leve op til, eksempelvis ESG-rapportering. Der skal også flere kræfter til det strategiske arbejde og en fortsat udvikling af organisationen.
I stedet for at sidde på hænderne og nyde succesen, sørger man fra M. J. Eriksson-toppen for, at koncernen forbliver relevant – også i den næste fase af udviklingen.
Det er i gode tider, man skal turde at vise mod. Og det er netop det, man fra M. J. Erikssons side nu gør. Det kunne mange lære noget af.
