23948sdkhjf

Fik 60 millioner til fælleshus: Nu har de også fundet arkitekten

Arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen skal tegne samlingspunktet i Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasiers campusområde

Arkitektkonkurrencen om et nyt fælleshus, som skal knytte Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasiers campusområde Skills City i Herning sammen, er afgjort. 

En enig dommerjury har peget på forslaget fra tegnestuen Schmidt Hammer Lassen med teknisk og faglig støtte fra Niras og Lytt Landskabsarkitekt.

- Projektet handler om at etablere rum for samvær og menneskelig forbundethed blandt unge mennesker, der er ved at finde sig selv i deres faglighed på tærsklen til voksenlivet. Det er utroligt meningsfuldt at bidrage til deres oplevelse af at tage en uddannelse i Skills City, siger Kasper Heiberg Frandsen, partner i Schmidt Hammer Lassen, i en pressemeddelelse.

Bevilling på 60 millioner kroner

I vinderforslaget fra Schmidt Hammer Lassen beskrives det, at bygning og landskab smelter sammen til en helhed, samt at brugen af tegl og biogene materialer lever op til arkitektkonkurrencens kriterier for funktion og bæredygtighed.

Bygningen vil bestå af to sammenhængende cirkelformer. En mere lukket del til sport, foredrag og events og en åben glasindrammet del med café, multirum og udstillingsområde.

Mindre, runde områder rummer funktioner som kreaværksted og køkkener. Den høje sal skaber plads til sportsaktiviteter, mens multirummet med lavere loftshøjde giver en intim atmosfære.

Store udhæng skaber overgangszoner til udendørs aktiviteter, værkstedsøvelser, udecafé og et orangeri, som placeres som et fritstående rundt glashus på kulturbåndet.

Opførelsen af fælleshus og etablering af attraktive udendørsområder er støttet med 60 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.

Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier har adresser i Herning og Ikast og tilbyder forskellige tekniske, merkantile og landbrugsrettede erhvervsuddannelser, de gymnasiale uddannelser EUX, HHX og HTX, 10. klasse, kurser og efteruddannelse.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115