Beboere kan vende tilbage efter evakuering af bycenter
Både beboere og erhvervsdrivende kan igen vende tilbage til den bygning i Espergærde Centret, som man en overgang frygtede kunne styre sammen.
Det fortæller Thomas Holm, der er indsatsleder ved Helsingør Kommunes Beredskab.
- Vi har haft en ingeniør ude, som har lavet en plan sammen med et skadeservicefirma.
- De har lavet en afstivning nede i kælderen, som gør, at vi igen kan lukke folk ind i bygningen, siger han til Ritzau onsdag aften.
Onsdag morgen blev der konstateret revner i både gulvet og fundamentet, og derfor blev bygningen evakueret.
Espergærde Centret er et butikscenter bestående af flere forskellige bygninger, der er forbundet af overdækkede områder - og altså ikke et indkøbscenter i flere etager.
Den pågældende bygning rummer foruden en række lejligheder også en lægeklinik, en frisør og en høreklinik.
Det fremgår af Espergærde Centrets hjemmeside, at omkring 50 butikker holder til i centret.
Skadeservicefirmaet holder øje med, at afstivningen ikke rykker sig, og senere er det tanken, at der skal foretages undersøgelser af jorden under bygningen.