Håndværkeren og akademikeren – når modsætninger mødes skabes værdi
Hos AllTech er samspillet mellem håndværk og akademisk indsigt en central drivkraft i virksomhedens udvikling. Med begge fagligheder i spil realiseres både virksomhedens vækstambitioner og iværksætterdrømme. Da VVS-installatør Thomas Tribler overtog AllTech i 2012, var hans håndværksmæssige ekspertise i fokus. Men for to år siden tog han et strategisk skridt ved at ansætte cand.soc. i virksomhedsledelse Christina Hammer som direktør.
”For at udvikle AllTech til en virksomhed med dybt afsæt i håndværksvirksomhedens DNA, men med en professionel tilgang til forretningen, besluttede jeg, at der skulle andre kræfter til. Det kunne jeg ikke opnå alene,” siger Thomas Tribler.
For at løfte AllTech videre til det, som jeg gerne vil, kræver det en akademiker. Thomas Tribler, ejer af AllTech
Han erkender, at det var en modig beslutning, og at det har indimellem været hårdt, for han har måttet sluge nogle kameler undervejs.
Strategisk overblik optimerer daglig drift
Christina Hammer er uddannet i at se de store linjer, finde retning og fastholde strategien i den daglige drift, hvor hendes akademiske baggrund effektiviserer virksomhedens processer.
"Hos AllTech træffes der mange beslutninger dagligt. Med en akademisk baggrund lærer man at analysere og se tingene fra flere vinkler, før man handler. Mine kompetencer inden for optimering og forretningsudvikling har bidraget til, at vores drift nu er langt mere smidig og effektiv end tidligere," forklarer Christina Hammer.
Vores kunder drager fordel af den unikke kombination af dyb faglighed og professionel ledelse. Christina Hammer, direktør i AllTech
Økonomifunktionen er blevet optimeret med strammere kontrol af likviditet og budgetopfølgning. Samtidig er der investeret i videreuddannelse og fokus på trivsel, hvilket understøtter den sociale bundlinje, hvor der også er fokus på den næste generation af håndværkere. AllTech har senest valgt at fokusere mere aktivt på bæredygtighed og har bl.a. udarbejdet en bæredygtighedsrapport, hvor FN’s verdensmål spiller en central rolle.
AllTech tilbyder gennem Boost By AllTech rådgivning til håndværksvirksomheder inden for forretningsudvikling, digitalisering og bæredygtige tiltag. De trækker på akademikerens kompetencer og egne erfaringer for at hjælpe andre med at løse de udfordringer, de selv har mødt.
Om AllTech
AllTech består af afdelingerne
- VVS Service, beboelsesejendomme og erhverv
- VVS Projekter, erhverv og privat
- VVS Energi
- Tag og facade
- Boost By AllTech, konsulentydelser
- AllTech Malerentreprise
Direktionen består af ejer Thomas Tribler og direktør Christina Hammer. Alltech har i alt 29 ansatte.
Læs mere om virksomheden på www.alltechvvs.dk
Kilde: AllTech