23948sdkhjf

Novo-selskab vil bygge ny dansk fabrik for milliardbeløb

Novo Nordisk Pharmatech bygger en ny fabrik i Køge for 1,5 milliarder kroner, for at øge produktion til Novo.

Novo Nordisk skal bruge flere råvarer, hvis selskabet skal producere mere af sin efterspurgte medicin.

Derfor investerer det Novo-ejede selskab Novo Nordisk Pharmatech nu 1,5 mia. kr. i en ny fabrik i Køge for at imødekomme den større efterspørgsel.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Fabrikken skal ligge på en grund i Køge, som Novo Nordisk Pharmatech købte i 2023. Her skal der bygges omkring 8.000 kvm, som både inkluderer produktion, lager, kontor og laboratorie.

Grunden, som er 47.000 kvm, giver desuden mulighed for yderligere udvidelser, lyder det.

Den nye fabrik skal primært levere råvarer til Novo Nordisks produktion af medicin til bekæmpelse af kritiske kroniske lidelser, skriver selskabet.

Ifølge Ulla Grove Krogsgaard Thomsen, som er direktør i Novo Nordisk Pharmatech, er det den største investering i selskabets 75-årige historie.

- Vi er inde i en periode med stor vækst. I overensstemmelse med vores vækststrategi udvider vi vores produktion, så vi får en endnu mere robust og pålidelig levering af vores produkter, siger Ulla Grove Krogsgaard Thomsen, direktør i Novo Nordisk Pharmatech, i pressemeddelelsen.

Den ny fabrik får adresse på Ådalen lidt over en kilometer fra selskabets eksisterende fabrik på Københavnsvej.

Novo Nordisk Pharmatech blev etableret i 1949 og i 1986 blev selskabet købt af Novo Nordisk. I 2015 fik selskabet sit nuværende navn.

Virksomheden beskæftiger i dag omkring 460 ansatte i Køge. Det forventes, at den nye fabrik vil skabe omkring 50 nye arbejdspladser.

Fabrikken forventes at stå klar til produktion i 2027.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078