23948sdkhjf

Aarsleff-selskab vinder islandsk opgave til trecifret millionbeløb

Aarsleff-koncernens islandske selskab Ístak hf. har vundet hovedentreprisen på en omfattende udvidelse af et islandsk sundhedshus. Projektet har en kontraktsum på et trecifret millionbeløb

Det er ikke kun i Danmark, at Aarsleff-koncernen har gang i store projekter.

Også på Island, hvor det islandske Aarsleff-selskab Ístak hf. slår sine folder, er der gang i projekter, der giver fylde i koncernens portemonnæ.

Ístak hf. har nemlig vundet entreprisen på udvidelsen af det islandske sundhedshus Grensás i Reykjavik, hvor en 4.400 kvm forbindelsesbygning skal sammenkobles med to eksisterende bygninger. Bygherren er det islandske hospitalsvæsen NLSH.

Projektet er udbudt som hovedentreprise, og Ístak hf.'s vindende tilbud havde en kontraktsum på godt og vel 135 mio. kr.

Kompleks opgave

Ifølge Aarsleff har udvidelsen flere udfordrende elementer.

Blandt andet rummer byggeriet komplekse installationer af avancerede varme- ventilations- og klimaanlæg, mens der også skal installeres bygningsautomationssystemer, herunder belysning og sikkerhed, for at sikre optimal styring.

Det sker samtidig med, at man skal minimere støjforstyrrelserne, så sundhedscentret kan fortsætte driften parallelt med byggeriet uden store gener.

Men hos Aarsleff går man sjældent af vejen for en god byggeudfordring, fortæller afdelingsdirektør i Aarsleff, Thomas Kofod Bentsen.

- Det kræver høje standarder for miljøpræstation inden for energieffektivitet, vandforbrug og materialers bæredygtighed – og projektet i sig selv inkluderer også bæredygtige tiltag som et grønt tag og et glasdrivhus, der bidrager til biodiversitet, siger Thomas Kofod Bentsen i en pressemeddelelse.

Byggeriet forventes at stå færdigt i slutningen af efteråret i 2026.

Aarsleff-koncernen beskæftiger omkring 8.800 medarbejdere, og har foruden i Danmark og Island selskaber i Tyskland, Grønland, Norge, Sverige, Slovakiet, Tjekkiet, Polen, England, Finland, Litauen, Letland og Holland.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125