Dropper renovering: Boligselskab river 487 boliger ned
Boligselskabet SAB tager en renoveringsplan til 2,6 mia. kr. af bordet. I stedet for at renovere 10 af de i alt 28 højhuse på Bellahøj i København vil boligselskabet rive dem ned og genopbygge dem.
Det bekræfter SAB nu efter, at det i den forgangne uge kom frem, at en nedrivning af de ikoniske boligtårne lå i kortene - og affødte stor kritik.
I foråret kom rådgivere frem til, at prisen for at renovere de i alt 487 almene boliger ville koste 2,6 mia. kr. eller 5,5 mio. kr. per bolig. Det er ikke muligt at finansiere som almene boliger, hvorfor SAB vil gå nedrivnings- og genopbygningsvejen.
- Vi er er sat i verden for at bygge og drive gode almene boliger, så vi gik sammen med vores rådgivere efter at finde en vej videre, der løser problemerne med boligernes farlige konstruktioner og holder sig inden for en ansvarlig økonomi, udtaler John B. Sørensen, formand for SAB, i en pressemeddelelse.
Vanvittigt dyre at reparere
De 10 højhuse er i en særlig situation, fordi de har omfattende konstruktionsfejl. Husenes kritiske tilstand er dokumenteret, kvalitetssikret og gransket af ingeniørfirmaer ad flere omgange.
SAB’s administrator KAB har undersøgt mulighederne og peget på en sokkelrenovering som en mulig løsning. Modellen indebærer, at rive husene ned til soklen og genopbygge efter samme model, det vil sige dobbelthuse og en glasbygning med trappe, der binder dem sammen.
- Udfordringen i den klassiske renovering er, at de konstruktive problemer i de her huse er vanvittigt dyre at reparere på, forklarer Rasmus Jessing, byggedirektør i KAB.
- Det er grunden til, at vi kan sammensætte et noget billigere projekt med nye konstruktioner. Samtidig kan denne løsning bidrage til at bevare det unikke, samlede arkitektoniske udtryk på Bellahøj, argumenterer byggedirektøren videre.
Færdigtegnet projekt i 2026
Rasmus Jessing anerkender, at løsningen rummer ulemper:
- I et miljø- og klimaperspektiv er vi naturligvis kede af det øgede ressourceforbrug, der ligger i at rive ned og bygge op, siger byggedirektøren og fortsætter:
- Men det opvejes af, at det er den eneste måde, vi kan fremtidssikre de 487 almene boliger på, og vi vil selvfølgelig benytte lejligheden til forbedre både boligindretning og udbuddet af boligtyper til glæde for beboerne.
SAB og KAB er i dialog med de relevante myndigheder og vil arbejde videre med at give projektet mere konkret form.
De foreløbige udregninger viser, at der kan ligge et færdigtegnet projekt klar til afstemning i 2026 med forventet byggestart i 2027.