23948sdkhjf

Dansk Boligbyg-konkurs giver lange udsigter til stillestående byggeri

Entreprenørfirmaet Dansk Boligbygs konkurs tilbage i februar har trukket tunge spor efter sig. Blandt andet er et beboelsesbyggeri i Slagelse blevet svært forsinket

Det skulle egentlig have stået færdigt i efteråret, men det store beboelsesbyggeri på Kvægtorvet i Slagelse til den nette sum af 250 mio. kr. har fortsat lange udsigter.

Projektet er et af de brændte børn, der kæmper med efterdønningerne fra Dansk Boligbygs konkurs tilbage i februar, som Licitationen som de første kunne afsløre dengang.

Den faldne entreprenørgigant var nemlig totalentreprenør på byggeriet, som OK-Fonden og PFA står bag.

Men siden konkursen tidligere på året har der ikke været megen aktivitet at spore på byggepladsen. Faktisk har det stået helt stille.

Det skriver Sjællandske Nyheder, der også har været i kontakt med Peter Morgan, ejendomschef i PFA, som i et skriftligt svar oplyser, at en aftale med en ny entreprenør nærmer sig. 

Han forventer desuden også, at byggeriet står færdigt i sommeren 2025.

Boligprojektet på Kvægtorvet skal både huse ungdomsboliger, seniorboliger samt et friplejehjem med 75 boliger.

Stribevis af efterladte byggepladser

Det var blot en af mange aktive byggepladser, som konkursen efterlod.

Tilbage i februar kunne Licitationen præsentere en lang liste med aktive projekter, som Dansk Boligbyg efterlod ved konkursen. Her var Kvægtorvet i Slagelse i blandt (se faktaboks). 

Siden er flere af projekterne blevet genstartet –  heriblandt autismebotilbuddet i Odense og et boligprojekt med 198 boliger i Vinge.

Men det har ikke været uden omkostninger. Da Horsens-entreprenøren knækkede, var det med projekter i ordrebogen til en samlet værdi på cirka tre mia. kr., hvorfor konkursen endte med at sende chokbølger gennem branchen og skabe rystelser, som stadig kan mærkes.

Oversigt over igangværende projekter

Disse projekter er Dansk Boligbyg A/S ifølge Projektagenten og Dansk Boligbygs hjemmeside ved at blive opført:

  • Harridslev ved Rønnevej: 32 nye senior- og familieboliger.
  • VIBOs afdeling 111 Hjørnevænget på Amager: 103 familieboliger og otte enkeltværelser.
  • Egholm Park, Tørring: 38 almene boliger.
  • Nørre Boulevard, Aarhus: 115 boliger.
  • Alabu Bolig's afd. 21 på Saltumvej i Aalborg Ø: 141 boliger.
  • Plushusene, Lisbjerg: 226 lejeboliger.
  • Autismecenter, aktivitetshus og gangbro - Nymarksvej Fredericia.
  • Nyt bo- og dagtilbud til autister i Odense.
  • MønsTREhusene i Thyregod, Vonge og Givskud: 20 dobbelthuse.
  • Egholm Park, Tørring: 38 almene boliger.
  • Birkehøj Plejecenter, etape 2 - udvidelse.
  • AKB København Afd. 10117 Ørnegårdsvej v. KAB: 101 ungdoms- og familieboliger.
  • Kvægtorvet, Slagelse: 75 plejeboliger, et seniorbofællesskab med 30 boliger, 32 "Boliger for livet" og et fælleshus på 2.480 kvm.
  • Munkholmvej, Holbæk: Nyt børnehus.
  • Rosenvænget, Vinge: 198 almene boliger.
  • Ejegod Ejendomme, Viborg: Baneby: 51 boliger.
  • Tidligere Toftehøjskolen, Ølstykke: 211 boliger.
  • Boligselskabet Nordjylland afd. 43, Banegårdspladsen, Brønderslev: 48 boliger.
  • Kelsbjergvej, Odense: Bo- og dagtilbud.
  • PH Park, Parcel 2: 70 boliger.
  • PH Park, udviklingsplan.
  • Boligkontoret, Aarhus, afd. 84: 30 almene familieboliger og 85 almene ungdomsboliger.
  • Olympos Sports Academy, Odense: Ny elitesportsefterskole.
  • Klostergården, Kolding: 92 almene familieboliger.
  • Ejlskovsgade, Odense: 64 boliger.
  • Traneholm, Boligselskabet Nykøbing Mors: 49 boliger.
  • Slagterigrunden, Slagelse.

Kilde: Projektagenten og www.danskboligbyg.dk

Artiklen er en del af temaet Dansk Boligbyg konkurs .

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125