Storentreprenør vil bruge lokale på nyt idrætsbyggeri
For anden gang på få uger vinder Gråkjær totalentreprisen på nye idrætsfaciliteter. Denne gang til Toftlund Sport & Fritidscenter i Tønder Kommune.
Fra Henrik Bastrup Skaarup, adm. direktør hos Gråkjær, lyder det, at lokal forankring bliver et vigtigt element i byggeprocessen. Den vestjyske entreprenør vil derfor, ”så vidt det er muligt og økonomisk rimeligt prioritere at benytte lokale samarbejdspartnere og håndværkere,” lyder det i en pressemeddelelse.
Gråkjærs erfaring og succes med lignende projekter har vi selvfølgelig ligeledes bemærket Jørgen Popp Petersen (SP), borgmester i Tønder Kommune
Toftlund Sport & Fritidscenter består i dag af to idrætshaller med supplerende faciliteter. Med opførelsen af det nye byggeri på knap 5.000 kvm vil de nedslidte faciliteter blive erstattet med moderne løsninger.
- Gråkjær har leveret et projekt, der rammer plet på rigtig mange områder. Selvfølgelig vil der altid være småjusteringer undervejs, men vi får et sport- og fritidscenter, der bliver præcis, som vi ønsker det, siger Jan Fogh, formand for Toftlund Sport & Fritidscenter, om projektet.
Gråkjær skal gennemføre byggeriet sammen med GPP Arkitekter, landskabsarkitekterne MBYland og Stokvad Rådgivende Ingeniører.
Plads til mange ting
Det nye center vil kunne rumme en bred vifte af sportsgrene og arrangementer og skal rumme både en ny multihal og en ny springsal med tilhørende omklædningsfaciliteter, café og fitnessområde.
Multihallen er designet med fleksibilitet for øje og kan nemt tilpasses forskellige formål og arrangementer. De åbne forbindelseszoner og store vinduespartier skaber glidende overgange mellem de forskellige områder og funktioner, indendørs såvel som udendørs.
Gråkjær forventer at påbegynde byggeriet omkring årsskiftet, og det nye sport- og fritidscenter ventes at stå klar til indvielse sommeren 2026. Den nuværende hal 2 bevares og vil kunne anvendes under hele byggeriet.
Fjerde af sin art
Det sønderjyske projekt er det fjerde i rækken af multihaller og lignende, som Gråkjær opfører inden for kort tid.
For mindre end en måned siden kunne Gråkjær fortælle, at man var blevet valgt til stå i spidsen for opførelsen af en moderne multihal til Bogø-skolerne, der har hjemme på Bogø mellem Sjælland, Møn og Falster.
- Gråkjærs erfaring og succes med lignende projekter har vi selvfølgelig ligeledes bemærket, påpeger borgmester i Tønder Kommune, Jørgen Popp Petersen (SP), således.
Foruden Bogø har Gråkjær opført Guldboxen i Nykøbing Falster og har gang i opførelse af Arena Svendborg.