Licitationen mener: Hård kamp om Bygningsstyrelsens milliarder
Man kan godt blive lidt svimmel og talblind, når man læser Bygningsstyrelsens årsrapport 2023. Talblind fordi budgettet indeholder mange milliarder kroner, og svimmel fordi milliarderne jongleres rundt blandt rådgivere, entreprenører, facility management udbydere og aktører på ejendomsmarkedet o.a., som konstant er presset på prisen og af konjunkturerne.
Svimmelheden afløses dog hurtigt af respekt for den systematik, som Bygningsstyrelsen griber de enorme opgaver an på. Der er orden i penalhuset – i hvert fald på papiret. For det er sværere sådan overordnet set at vurdere, om de enkelte opgaver løses til den bedste pris, med den aftalte kvalitet og til den aftalte tid. Og det skyldes udbudsformen. Med de mange opgaver, som Bygningsstyrelsen varetager, vurderes det at være uoverskueligt og uforholdsmæssigt dyrt at udbyde opgaverne i hoved- eller fagentrepriser. Derfor handler det om rammeaftaler med totalentreprenører og samarbejde om opgaverne over en årrække.
Helt aktuelt har Bygningsstyrelsen udbudt en rammeaftale om totalentreprenørydelser for de kommende fire år til en værdi af cirka 6 mia. kr. og med mulighed for forhøjelse til cirka 7,2 mia. kr. Det er altså en rammeaftale med 20 pct. elastik og op imod tre gange så stor, som den seneste aftale på området.
Det er kun nogle få håndfulde virksomheder herhjemme, som kan varetage opgaver i den størrelsesorden. Og flere af dem spidser lige nu pennen for at byde på opgaverne. Og forhåbentlig uden at blive svimle og talblinde.