Syv nye: Stort arkitektfirma udvider partnerkreds
Seks i det seneste år. Syv i dag.
Der er fart på partnerkredsudvidelserne hos Erik Arkitekter, og de nye partnerskud på stammen får tallet helt op på over over 20 partnere.
- Vi er utroligt glade for, at de nye partnere har lyst til at træde ind i og bidrage til udviklingen samt styrkelsen af Erik og den arbejdsplads, vi alle er fælles om, udtaler Bitten Munk Warmdahl, direktør i Erik Øst, i en pressemeddelelse.
Fem tegnestuer
Erik Arkitekter, der er blandt landets største arkitektfirmaer, har over 180 medarbejdere på tværs af landet og runder snart 100 år.
Medarbejderne er fordelt over fem tegnestuer, og de nye partnere skal bidrage til en strategi, hvor man ønsker at "uddele ansvaret og styrke ledelseslaget med en bred vifte af fagligheder", fremgår det af pressemeddelelse.
Erik Arkitekters syv nye partnere
- Sebastian Soelberg, Markedschef for almene boliger
- Rasmus Jusjong Brande, Arkitekt og bygherrerådgiver
- Lars Christian Larsen, projektchef og teamchef
- Katrine Louise Juul Nielsen, Markedschef for erhverv
- Karsten Vammen Lykkebo, Projektchef
- Jesper Langvad, Markedschef for Life-Science
- Charlotte Felumb, Markeds- og udviklingschef
ERIK Arkitekter
Seks og syv
Udnævnelsen af de syv nye partnere kommer i forlængelse af de partnere, man allerede har udnævnt i løbet af det seneste år.
Allerede tidligt på året blev en ny partner og markedschef til hos Erik arkitekter i Odense, da rådhusklokkerne ringede 2024 ind.
I marts måned skrev arkitekt Gitte Frederiksen Kjølby, arkitekt Lone Brøndum Jørgensen og bygningskonstruktør Michael Nielsen sin også ind i partnerkredsen, der i dag runder 22 personer.
Blandt de i alt 13 udnævnelser i det seneste år er de tre associerede partnere, mens resten er partnere.
Erik Arkitekter er landets ottende største arkitektfirma målt på omsætning og det syvendestørste målt på antal ansatte, viser seneste udgave af brancheanalysen Byggeriets Top, som Licitationen - Byggeriets Dagblad står bag.
Erik Arkitekter omsatte i 2022, det senest tilgængelige regnskab, for lige knap 157 mio. kr. og landede et overskud efter skat på 5,6 mio. kr.