23948sdkhjf

Entreprenør er på plads til stort skolebyggeri

Skanderborg Kommune har udpeget Nordstern ApS som kommende totalentreprenør på en ny skole og daginstitution i Ry

Nordstern skal stå for byggeriet af en ny skole og daginstitution i Ry, der bygges under samme tag. Det har byrådet i Skanderborg Kommune onsdag aften besluttet. 

Kontrakten er imidlertid endnu ikke indgået, da man fortsat er i stand still-perioden, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Men der lægges op til, at Nordstern sammen med ingeniører fra Afry og CF Møller Arkitekter skal "skabe hverdagsrammerne for flere hundrede børn og ikke mindst resten af borgerne i Ry, når byggeriet også bliver en del af byens fritidsliv".

- Vi er meget glade for den løsning, Nordstern har præsenteret. Det bliver en rigtig flot og moderne institution med plads og rum til leg og læring og ikke mindst fællesskaber. Vinderprojektet er et resultat af et tæt samarbejde mellem mange forskellige interesser. Jeg er glad for de mange værdifulde input i processen og meget stolt over resultatet, siger formand for Børne- og Ungdomsudvalget Trine Frengler.

Ifølge Projektagenten, Licitationens søstermedie til overvågning af projekter og udbud, har den udbudte totalentreprise haft en anslået pris på 165 mio. kr. 

I spil til opgaven var også NCC Danmark A/S, Hansson & Knudsen A/S og Enemærke & Petersen A/S. 

Placeres ved Ry Hallerne

Selve byggeriet placeres ved Ry Hallerne. Skolen får plads til cirka 450-500 elever og 50 medarbejdere og bygges i fleksible rammer til tre spor fra 0. til 6. klassetrin. Daginstitutionen kan huse omkring 50 vuggestuebørn og 100 børnehavebørn samt 35-40 medarbejdere.

De to dele bygges under samme tag. Daginstitution og indskolingens 0.-3. klasse får til huse i stueplan, mens elever i 4.-6. klasse får klasselokaler på 1. sal med egen indgang via trappe fra cykelparkering.

På 1. sal samles desuden personalerum for både skole og daginstitution, så der "bliver større mulighed for faglig sparring og videndeling mellem lærere og pædagoger". Derudover bliver der plads på 1. sal til administrationen og pædagogisk læringscenter.

Fællesarealerne på skolen bliver "skabt med inspiration fra naturen og terrænet i Søhøjlandet". Den nye skole og daginstitution introducerer desuden en række nye udendørs aktivitetsområder, hvor flere af faciliteterne kan anvendes af byens borgere udenfor skolens åbningstid.

Og så kommer der en grøn passage mellem nybyggeriet og Ry Hallerne. Her er der tale om en overdækket gang, så man "kan komme tørskoet til idrætscentret". 

- Ideen med ”Den grønne passage” er, at det giver rum med mulighed for markeder og andre arrangementer, hvor det er smart at være udenfor, men i ly for regn og blæst. Skolens faglokaler bliver samlet i forlængelse af passagen, som ”perler på en snor” omkring skolens fællesareal til brug for foredrag, foreninger og andre, der vil benytte skolens faciliteter i fritiden, siger centerleder i Ry Hallerne, Alf Christensen.

Første spadestik tages i november 2024, og byggeriet skal stå klar til skolestart august 2026.

I planen er der også en mulighed for at bygge en ny multihal på 1.500 kvm. Det er nu op til Byrådet, om de kan finde penge til finansieringen i den kommende budgetproces, fremgår det. 

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.129