23948sdkhjf

Bygger hospice til trecifret millionbeløb

Efter milliondonationer kan Sankt Lukas Stiftelsen nu gå i gang med byggeri af et nyt palliationscenter i Hellerup

Som følge af donationer på samlet 360 mio. kr. fra henholdsvis Den A.P. Møllerske Støttefond og selskabet Sorana A/S bliver et nyt hospice i Hellerup nu til virkelighed. 

Bag byggeriet står Sankt Lukas Stiftelsen, og det nye byggeri får til huse på stiftelsens grund i byen. 

I en pressemeddelelse oplyser stiftelsen, at man nu går i gang med "en ambitiøs udviklingsplan kaldet Palliationscentret". 

Planerne er at bygge et nyt voksenhospice med plads til 36 patienter og et nyt og større børne- og ungehospice med plads til otte indlagte familier.

Dertil kommer bedre rammer for det hospiceteam, som kører ud til de mennesker, der ønsker at dø hjemme og et daghospice, der vil gøre det muligt at tilbyde flere uhelbredeligt syge den såkaldt palliative behandling og støtte.

- Takket være de generøse donationer fra både den A.P. Møllerske Støttefond og Sorana A/S får vi nu muligheden for at tage næste store skridt med opførelsen af et state-of-the-art palliationscenter, der styrker kapaciteten på det palliative område i Danmark betydeligt. Det er vi både stolte af og dybt taknemmelige for, siger Sys Rovsing, bestyrelsesformand for Sankt Lukas Stiftelsen, i meddelelsen. 

Sankt Lukas Stiftelsen har spillet en stor rolle i udviklingen af palliative tilbud i Danmark med blandt andet indførelsen af det første hospice til voksne i 1992, det første udgående hospiceteam i 1997 og det første hospice for børn og unge i 2015 kaldet Lukashuset.

- Da behovet for flere pladser er stort, støtter Fonden op om udbygningen og kvalitetsløftet af Sankt Lukas Stiftelsens Hospice, oplyser formand for Den A. P. Møllerske Støttefond, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, i meddelelsen. 

- Vi støtter varmt hospicetanken og er glade for at kunne bidrage til realiseringen af et så betydningsfuldt og ambitiøst projekt, der vil komme mange mennesker til gavn, lyder det fra Aase og Lorenz Johannes Jørgensen, ejere af Sorana A/S.

Også Gentofte Kommunes borgmester, Michael Fenger (K) er glad for, at projektet realiseres. 

- Det nye palliationscenter er et godt initiativ, som vil bidrage til at løse nogle af de demografiske udfordringer, som vores sundhedssystem og ældresektor står overfor, siger han. 

Mangedobler kapaciteten

Med det nye byggeri får alle Sankt Lukas Stiftelsens hospiceenheder mere kapacitet. I praksis vil Sankt Lukas Stiftelsen i 2030 kunne tage imod cirka 2.100 patienter om året mod 600 i dag.

- Alt for mange mennesker dør stadig i lidelse og får ikke den hjælp, der skal til. Det nye palliationscenter skal gøre det muligt at hjælpe mange flere patienter og deres pårørende til en værdig sidste tid med fokus på bedst mulig livskvalitet. Det har stor betydning både for den enkelte patient, for de pårørende og for samfundet, siger Henrik Nedergaard, adm. direktør for Sankt Lukas Stiftelsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109