Byggerier står stille: GMB-problemer rammer Fyn
De massive problemer for René Bichs milliardkoncern sætter nu sine spor på Fyn, hvor et stort boligprojekt i Skrillinge lidt uden for Middelbart nu ligger helt stille.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Det sker som et direkte resultat af sidste uges konkurs i selskabet GMB Entreprenør ApS. Bag projektet i Skrillinge står udviklingsfirmaet Chrøis og Lund ApS fra Silkeborg - igen.
René Birch og GMB-koncernen
Ejendoms- og byggematadoren René Birch solgte i april 2022 sine aktier i bygge- og udlejningsselskabet Birch Ejendomme. Køberen var den britiske kapitalfond Aermont Capital, som betalte lidt over 1,5 mia. kr. for selskabet. Efter sagsomkostninger efterlod det Rene Birch med en profit på cirka 1,2 mia. kr.
Erhvervsmanden har nu aktier i adskillige selskaber med GMB-navnet.
I GMB Produktion ApS udgør hans ejerandel pt. 15,45 pct., men han sidder med 57,77 pct. stemmerettigheder, fremgår det af det centrale virksomhedsregister, cvr.
I GMB Entreprenør ApS er René Birchs ejerandel og stemmerettigheder den samme.
Økonomisk havde GMB Produktion et overskud på 4,2 mio. kr. i seneste regnskabsår, der dækker perioden 1. juli 2022 - 30. juni 2023. Ved udgangen af regnskabsåret var egenkapitalen 5,6 mio. kr.
Resultatet i GMB Entreprenør var et plus på 0,6 mio. kr. i 2022/23, mens der året før var underskud på 2,7 mio. kr. efter skat. Egenkapitalen var negativ med 2,1 mio. kr. ved udgangen af regnskabsåret 2022/23.
Masser af håndværkere
De 110 lejeboliger på Skrillingehøjen skulle have været opført efter aftale med René Birchs to selskaber GMB Entreprenør ApS og GMB Produktion ApS, skriver Fyens Stiftstidende.
Selskabet GMB Entreprenør, der nu er erklæret konkurs, udførte forberedende arbejde på byggepladser forud for etablering af elementbyggerier fra søsterselskabet GMB Produktion, der er taget under rekonstruktion.
- Der er masser af håndværkere i markedet, så vi må få andre til at gøre byggeriet færdigt for os, siger Thomas Lund, der i følge CVR ejer 50 pct. af Chrøis og Lund ApS, til Fyens Stiftstidende.
Thomas Lund regner med en afklaring af byggeriets fremtid i næste uge.
Chrøis og Lund igen-igen
Det er ikke første gang, Chrøis og Lunds båd skvulper i vandkanten som følge af de bølger, GMB-koncernens problemer skaber.
I sidste uge ramte konkursen et byggeri af 87 rækkehuse i Kolding, som Chrøis og Lund også står bag. Byggeriet står nu stille.
Chrøis og Lund har desuden kørt parløb med GMB Produktion i opførelsen af 42 rækkehuse nordøst for Horsens, men her forventer udviklingsselskabet at finde en model for finansiering.