23948sdkhjf

Entreprenør vil bygge knap 100 boliger i hjembyen

En håndfuld blokke skal give nyt liv i Grindsted

Med fem nye ejendomme i Grindsted bymidte vil den lokale entreprenørvirksomhed Junge Byg bidrage til udviklingen af byen.

Samlet skal der indrettes 94 lejligheder i bebyggelsen, som er navngivet Præstegårdstorvet.

Bygmester Claus Junge, hovedaktionær i entreprenørfirmaet der bærer hans efternavn, købte per 1. april 2023 Grindsted Midtpunkt af Coop.

Planen er, at de fem blokke bygges i en åben struktur i tre-seks etager, hvor højden falder ind mod naboerne. Samtidig skal de nye ejendomme ifølge en pressemeddelelse passe ind i bymidtens arkitektoniske traditioner, udtryk og kulturhistoriske sammenhæng. 

Derfor planlægger Junge Byg at etablere skrånede tage og et gennemgående farvevalg i byggeriet, som opføres i tegl eller skærmtegl i røde nuancer og grønne overgange, så det passer med det eksisterende materialevalg i bymidten.

Af de 94 boliger forventes 25 pct. at være privatejede, mens de resterende 75 pct. er tænkt som almene boliger.

For at kunne opføre boligerne skal der udarbejdes en lokalplan for området, ligesom det politisk skal godkendes, at der ydes indskud til den almene del af byggeriet.

Forslaget til en ny lokalplan er indstillet til politisk godkendelse i Teknik-, Plan- og Kulturudvalget i Billund Kommune 27. februar 2024. Godkender udvalget lokalplanen, bliver den sendt til godkendelse i kommunalbestyrelsen. Derefter er det planen, at lokalplanen sendes i offentlig høring fra den 14. marts 2024 til den 11. april.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11