Familieejet udvikler klar på hundredvis af boliger
Siden DTU Fødevareinstitut i 2017 lukkede og slukkede for aktiviteterne i Gladsaxe, har grunden omkring den historiske og fredede Mørkhøjgård ligget ubrugt hen.
Ny lyder startskuddet for at omdanne området til en bydel med let erhverv og flere boligtyper og -størrelser.
Vi har et princip om, at for hver bolig vi udvikler, planter vi et nyt træ. Så i området vil der blive plantet minimum 400 nye træer, og vi involverer kommende beboere tidligt i denne proces, da vi ikke venter med at plante træerne til efter byggeriets afslutning Andreea Kaiser, stifter og medejer af Alfa Development
Den familieejede ejendomsvirksomhed Alfa Development, der køber grunden og står for udviklingen, har sammen med grundens nuværende ejere, Freja Ejendomme og Gladsaxe Kommune, udarbejdet et lokalplanforslag for bydelen. Nu skal det i politisk behandling i Gladsaxe Kommune.
Freja Ejendomme har siden 2017 ejet grunden og deltaget i udviklingen af planerne for området.
Boligerne i området forventes at blive blandede ejer- og lejelejligheder med 20 pct. almene boliger og i størrelser fra 50 til 130 kvm.
Bygningerne bliver i varierende højder fra to til seks etager, hvor de højeste placeres, så de skærmer for støj fra de større veje i området. Endvidere bliver der mod nordøst bygget et parkeringshus.
Træbørnehave
Mørkhøjgård og den omkringliggende park ligger som en grøn plet i den kommende bydel. Skoven, alléen og det grønne indtryk af hele området spiller en hovedrolle i udviklingsplanerne. Og med den nye lokalplan er det tanken at plante endnu flere træer.
- Vi har et princip om, at for hver bolig vi udvikler, planter vi et nyt træ. Så i området vil der blive plantet minimum 400 nye træer, og vi involverer kommende beboere tidligt i denne proces, da vi ikke venter med at plante træerne til efter byggeriets afslutning, udtaler Andreea Kaiser, stifter og medejer af Alfa Development, og fortsætter:
- Planen er at anskaffe alle træerne fra begyndelsen og oprette en 'træbørnehave' på stedet, hvor de kan vokse sig større.
Det er planen, at både området og bygningerne skal udvikles i henhold til kravene for DGNB Guld. Alfa Development er i gang med at undersøge, hvilke materialer der kan genbruges fra de bygninger, som rives ned, og hvordan de i så fald kan indgå i projektet eller få nyt liv i andre projekter.
Fredet bygning med flere formål
Hjertet i området er Mørkhøjgård, der er én af Gladsaxe Kommunes fredede bygninger. Gården skal istandsættes og indrettes til erhvervsformål, mens gårdspladsen bliver et af bydelens centrale mødesteder.
Der arbejdes også med planer om at gøre en del af gårdens lade til et bydelshus med fælles faciliteter. Ligeledes er det planen at åbne den omkringliggende park og skov for offentligheden, så de grønne områder kan blive til glæde for alle kommunens borgere.
Forslaget til en ny lokalplan forventes godkendt af byrådet i løbet af første kvartal 2024. Herefter følger en periode med offentlig høring på otte uger.