23948sdkhjf

Opkøb: Makkerpar vender tilbage til byggebranchen

Nye ejere vil føre Trekantens Diamantskæring tilbage i førertrøjen i nichen for hulskæring og boring

Trekantens Diamantskæring skifter ejer.

Virksomheden, som i sin nuværende form blev etableret i 2000 af Klaus Peter Skovgaard Nielsen, bliver nu overtaget af makkerparret Jesper Lystbek Jensen og Bent Olsen.

- Vores forventning er at bringe Trekantens Diamantskæring ApS tilbage i førertrøjen i nichen for hulskæring og boring, udtaler Bent Olsen i en pressemeddelelse.

Jesper Lystbek Jensen og Bent Olsen, som sammen stiftede og drev Vejle-firmaet Artusbyg A/S fra 2013 frem til et salg i 2021 til Bytømreren, vender dermed tilbage til byggebranchen.

- Vi skal bringe vores faglige viden og store netværk i spil, således at vi fremad bringer endnu mere liv og dynamik ind i Trekantens Diamantskæring, udtaler Jesper Jensen.

Ind som direktør

Trekantens Diamantskæring har tre lokationer i henholdsvis Kolding, Esbjerg og Albertslund hvorfra de betjener kunder i Trekantområdet, Region Syd, Fyn og Sjælland.

Nu og her er der tilknyttet 35 medarbejdere i de tre afdelinger.

- Planen er, at jeg fra starten træder ind som direktør. Selskabets daglige ledelse med Lars Starning i spidsen kører uændret videre, og min rolle bliver tæt sparring med ledelse og medarbejdere samt udvikling af nye forretningsområder, siger Bent Olsen og uddyber: 

- Jesper vil deltage aktivt på bestyrelsesniveau og som min sparringspartner.

Optimisme trods negativ egenkapital

Ejerskiftet kommer efter to regnskabsår, 2023 og 2022, hvor der samlet var et underskud på små 3 mio. kr. før skat. I årene forinden, 2021 og 2020, var billedet det modsatte med overskud på henholdsvis 3,9 og 4,3 mio. kr.

Senest var underskuddet på 1 mio. kr., og ved udgangen af 2023 var egenkapitalen negativ med 321.264 kr., viser seneste regnskab.

Bent Olsen oplyser i en mail til redaktionen, at "egenkapitalen reetableres og styrkes" uden at komme det nærmere.

Makkerparret Jesper Lystbek Jensen og Bent Olsen overtager alle aktiviteter i firmaet per 1. februar med regnskabsvirkning fra 1. januar 2024.

TREKANTENS DIAMANTSKÆRING ApS
Regnskabsår 2023 2022
Valuta mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 17,7 20,4
Resultat af primær drift -0,8 -1,9
Resultat før skat -1,0 -2,0
Årets resultat -0,8 -1,6
Balancestatus 7,9 7,9
Egenkapital -0,3 0,5
Antal ansatte 34 53
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109