23948sdkhjf

Nye tal: 2023 blev katastrofalt år for varmepumpesalget

På et år er salget af vandbårne varmepumper tæt på halveret. Der er behov for at få taget tilskudsordning op til revision, lyder det fra Tekniq Arbejdsgiverne

Sidste år blev der solgt 39 pct. færre vandbårne varmepumper i forhold til året forinden, viser nye tal fra Energistyrelsen. 

Fra 40.033 til 24.399 luft/vand-varmepumper og jordvarmeanlæg, der typisk erstatter olie- eller gasfyr.

Det fuldender et katastrofalt år for varmepumpesalget og den nødvendige grønne omstilling af samfundet, lyder det fra Tekniq Arbejdsgiverne i en pressemeddelelse.

- Vi forventer desværre, at salget kommer til at ligge endnu lavere her i 2024. Det er en skam, for det betyder, at vi går glip af en stor mulighed for at reducere CO2-udledningen og spare på energiforbruget i de danske hjem, udtaler Troels Hartung, bæredygtighedschef i Tekniq Arbejdsgiverne.

Usikkerhed om fjernvarme

Boligejernes interesse for at konvertere væk fra det gamle gasfyr er dalet i takt med gasprisernes fald fra det skyhøje niveau i 2022. 

Derudover har mange boligejere været usikre på, om de kan få fjernvarme – og i givet fald hvornår. Endelig har tilskudspuljen til varmepumper heller ikke været i stand til at hjælpe folk i tilstrækkelig grad.

- Mange er blevet fartblinde af de høje gaspriser i 2022 og glemmer, at gaspriserne faktisk fortsat er relativt høje. Dette rammer ikke bare varmepumperne, men også folks interesse for at konvertere til fjernvarme. Men at holde fast i gasfyret er en kortsigtet løsning, der ikke tager højde for de langsigtede konsekvenser for klimaet og økonomien, udtaler Troels Hartung.

Tilskudsordninger skal have et servicetjek

Det er den generelle forventning, at cirka halvdelen af de godt 400.000 bygninger, der i dag opvarmes med olie eller ledningsgas, skal have varmepumpe, mens den resterende del skal have fjernvarme. 

Det er en del af regeringens mål om at gøre Danmark fossilfrit inden 2050. Men for at nå det mål, er det nødvendigt, at der bliver lavet en konkret plan, der viser den enkelte gaskunde, præcis hvornår der lukkes for gassen til deres bygning, og hvad de relevante alternative opvarmningskilder bliver.

- Vi har også brug for at give tilskudsordningerne på området et servicetjek, så vi sikrer, at dem der har størst behov for hjælp, har let adgang til tilskud. Det gælder ikke mindst landdistrikterne, som ikke har udsigt til at få fjernvarme. Ellers risikerer vi at miste momentum i den grønne omstilling, siger Troels Hartung.

Solgte varmepumper i Danmark:

2022 2023
Luft-Luft 47.672 32.234
Luft-Vand 34.920 20.761
Væske-vand (jordvarme) 5.113 3.638

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11