23948sdkhjf

Støjdæmpende asfalt kan erstatte nyt spor på Motorring 3

Transportministeren vil undersøge, om der skal støjdæmpende asfalt på Motorring 3 i stedet for at udvide den

Folketinget har haft forskellige planer for Motorring 3 vest om København, og nu vil transportminister Thomas Danielsen (V) undersøge endnu en.

Der sættes gang i en undersøgelse af, hvordan en ny, støjdæmpende form for asfalt kan nedbringe støjgener fra den tætte kørsel på strækningen.

Det sker efter hollandsk eksempel, der ifølge ministeren har vist gode resultater.

- Det vil jeg gerne lave et forsøg med i Danmark, og det bliver formentlig på Motorring 3, hvor der bor utroligt mange støjplagede borgere, siger Thomas Danielsen.

I Folketingets infrastrukturaftale fra 2021 blev der afsat 351 mio. kr. til at øge kapaciteten på Motorring 3 ved at inddrage nødsporet og gøre det til et nyt kørespor.

Men beregninger viste senere, at det ville give et samfundsøkonomisk underskud på 2,8 mia. kr., hvilket blandt andet skyldtes, at hastigheden på strækningen ville skulle sænkes fra 110 til 90 km i timen.

Det har fået regeringen og aftalens transportordførere til at sætte planerne om udvidelse på pause.

Nu vil transportministeren og forligskredsen have sat gang i undersøgelser af, hvorvidt en ny type asfalt kan dæmpe støjen på samme strækning, og om pengene bør bruges på det i stedet.

Her har ministeren set på en mere luftig form for asfalt, kaldet drænasfalt, der absorberer mere af lyden.

Det er forventningen, at drænasfalt vil kunne reducere støjen fra motorvejen med omkring to decibel, hvilket svarer til samme reduktion som ved en lavere kørselshastighed på tyve kilometer i timen.

- Hvis vi får gode resultater med det her støjsvage asfalt, så er det selvfølgelig noget, vi skal have udbredt til de steder i landet, hvor der bor mange støjplagede borgere, siger Thomas Danielsen.

Undersøgelsen skal være færdig medio 2024, og herefter vil der også blive taget endelig stilling til, om udvidelsen af Motorring 3 skal droppes endegyldigt.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095