23948sdkhjf

Hofor vil fremme elektriske maskiner

Hofor har netop forpligtet sig til at fremme anvendelsen af elektriske maskiner. Det skal lægge et pres i markedet for at ændre tilgangen til emissionsfrit bygge- og anlægsarbejde

Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, der er en af landets største bygherrer, har siden en tidligere omtalt konference i november sidste år i CO-PI Center for Offentlig-Privat Innovation, arbejdet med konditionerne for at indgå konkret i det samarbejde, som man dengang skrev under på en hensigtserklæring om. I disse dage kommer den endelige forpligtelse så til i form af en konkret aftale.

- Vi arbejder jo hele vejen rundt. Den grønne omstilling gælder jo ikke bare maskinerne. Det handler om alle aspekter i bygge- og anlægsprocessen. Men elmaskinerne er en vigtig del af det samlede billede, og her vil vi gerne forpligte os til at skubbe på. Hvis vi og andre bygherrer ikke stiller kravene, så kommer det nok ikke rigtigt ud over rampen, siger Ole Egebøl, der er Områdechef for Indkøb & Logistik g i Hofor.

Skal konkretiseres

I Hofor arbejder man nu på at gøre det meget konkret, og man ser på, hvilke projekter der er egnet til at stille krav:

- Vi forestiller os, at det kan gøres på to måder; dels vil vi i udbuddet af nogle projekter stille krav om, at alle maskiner under 2,5 tons er elektriske. Og så vil vi konkurrenceudsætte den del af opgaven, som kræver større maskiner, således at forstå, at de der byder ind med elmaskiner vil være bedre stillet end de, der ikke gør, siger han til Licitationen Byggeriets Dagblad.

Han kan dog endnu ikke overfor Licitationen give konkrete eksempler på konkrete projekter, hvor elektriske maskiner vil være et krav.

- Men det vil komme i løbet af en tid. En forpligtelse er en forpligtelse, og den vil vi naturligvis leve op til, siger han.

Der er jo ikke meget ved at have en dieselgenerator kørende til at lade maskinerne op i det ene hjørne af byggepladsen. Strømmen skal være tilgængelig, og det skal jo gerne være grøn strøm, ellers er det jo lidt omsonst Ole Egebøl, Områdechef for Indkøb & Logistik g i Hofor

Tekniske løsninger

Ifølge Ole Egebøl handler det jo i nogen grad om, at det rent teknisk skal kunne lade sig gøre:

- Der er jo ikke meget ved at have en dieselgenerator kørende til at lade maskinerne op i det ene hjørne af byggepladsen. Strømmen skal være tilgængelig, og det skal jo gerne være grøn strøm, ellers er det jo lidt omsonst, siger han.

Han anerkender også at udviklingen skal presses igennem fra oven. Det vil sige at kravene og motivationen til at vende udviklingen skal komme fra bygherren. Han anerkender også, at el er fremtiden, fordi det er nul-emission. Det betyder også at maskinerne måske kan have en længere arbejdsdag, og der er mindre servicetid på dem. Ole Egebøl fortæller også at man i 2022 har haft et projekt, hvor man krævede elmaskiner til udførelsen af vejbede.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.018