Nu fortsætter byggerier efter entreprenør-konkurs
Efter konkursen i Erling Jensen A/S i oktober sidste år har byggeriet af en dagligvarebutik i Præstø stået stille. Men nu melder Lidl, at firmaet HMC Byg har overtaget byggeriet.
Det skriver Sjællandske Nyheder.
Ifølge det lokale medie skal HMC Byg også bygge en ny Rema i Store Lyngby i Nordsjælland og en ny Lidl i Fredericia, som ligeledes har været ramt af konkursen i Erling Jensen.
Netop HMC Byg har ifølge mediet overtaget en række af nøglepersoner fra det konkursramte selskab - herunder den tidligere adm. direktør Johnny Røn, der nu er salgschef hos HMC.
Erling Jensen A/S havde hjemme på Mors og beskæftigede 60 ansatte. Virksomheden blev stiftet som murerfirma i 1948 af Harald Jensen. Senere omdannede sønnen, Erling Jensen, det til entreprenørselskabet af samme navn.
Johnny Røn blev ifølge Erling Jensens hjemmeside ansat i 1991 og blev i 2001 hovedaktionær og direktør.
Nordjyske har tidligere omtalt, at selskabet i 2022 kom ud med et underskud på lidt over 25 mio. kr. Ind spillede en kombination af stærkt stigende priser på byggematerialer, tabsgivende entrepriser og en tabt voldgiftssag - og at regnskabet fik selskabets revisor til at rejse alvorlig tvivl om den fortsatte drift.
Siden endte det altså med konkurs.