Tidligere tobaksfabrik omdannes til boliger
C.W. Obel Ejendomme og HP Byg som totalentreprenør omdanner Aalborg-bygning med rødder i byens industrialisering og i dens status som universitetsby til svanemærkede boliger.
Ved udgangen af 2024 er der indflytning i 65 nye lejligheder. Selvom lejerne først kommer i slutningen af året, har projektet allerede modtaget den licens, der giver det status som Svanemærket bygningsrenovering.
Der er i hele projektforløbet fokus på reduktion af klimapåvirkningen; blandt andet ved at bevare den gamle konstruktion og bygge om med fokus på, at tidens krav til mere bæredygtige materialevalg opfyldes Michael W. Henriksen, afdelingschef for C.W. Obel Ejendomme
Skuer man tilbage, skal man til 1938, hvor C.W. Obels Tobaksfabrik i Aalborg udvider sin bygningsmasse til 23.000 kvm. Den nyeste bygning, som ligger på Strandvejen i Aalborg, bringer produktionen i liga med Europas største.
I 1995, da tobaksproduktionen for længst er afhændet, er Aalborg Universitet den nye lejer på Strandvejen 14. I de følgende 25 år får tusindvis af studerende deres gang på de 6.300 kvm og fire etager.
Bevaringsværdig
C.F. Møller Architects og Brix & Kamp har tegnet og projekteret, og der er taget udgangspunkt i, at bygningen er klassificeret som bevaringsværdig.
Bygningens bærende dele består af søjler og bjælker i beton, og i det oprindelige udtryk er de ført med ud i facaden, så de indrammer de store vinduespartier.
- Der er i hele projektforløbet fokus på reduktion af klimapåvirkningen; blandt andet ved at bevare den gamle konstruktion og bygge om med fokus på, at tidens krav til mere bæredygtige materialevalg opfyldes, fortæller Michael W. Henriksen, som er afdelingschef for C.W. Obel Ejendomme i Aalborg, i en pressemeddelelse.
Råhuset bliver bevaret, flere af de gamle bygningsdele som loftsplader og døre genbruges, mens klimaskærmen opgraderes med nye vinduer, isolering og facadepuds.
Alt lagt fast mod Svanemærkning
Svanemærke-licensen til projektet blev tildelt i slutningen af 2023, efter HP Byg, C.F. Møller Architects, Brix & Kamp og projektets underentreprenører gennem flere måneder havde arbejdet om nedbrydning, projektgranskninger og miljøkortlægning af bygningens oprindelige konstruktioner.
På denne måde er alle materialer, løsninger og processer allerede nu lagt fast, så de lever op til Svanemærkets krav.
Og certificeringen af projektet på Strandvejen i Aalborg gør det til den første svanemærkede bygningsrenovering i Jylland, fortæller Martin Fabiansen; direktør i Miljømærkning Danmark, som har ansvaret for Svanemærket i Danmark:
- Rigtig mange bygningsejere, kommuner og boligselskaber står over for at skulle renovere i løbet af de kommende år, og projektet er med til at vise vejen til en positiv og grøn udvikling inden for renovering, hvor der blandt andet er fokus på genbrug af bygningsdele og materialer – noget, der er med til at fremme cirkulær økonomi og den grønne omstilling, siger han.