23948sdkhjf

Stor grøn spiller melder sig ind i Dansk Industri

Anlægsgartnerkoncernen Idverde er nyt medlem i Dansk Industri

Anlægsgartnerkoncernen Idverde Danmark har skudt det nye år i gang med at melde sig under fanerne hos Dansk Industri.

- Vi ser store muligheder i at være en del af Dansk Industri. Det giver adgang til et nyt niveau af viden, netværk og partnerskaber, som vi glæder os til at deltage aktivt i, udtaler adm. direktør Morten Dohrmann Hansen i en pressemeddelelse.

Idverde Danmark entrerede det danske marked for knap fire år siden og har hentet både Malmos, OKNygaard, Grøn Vækst og Lauge Bonde ind i familien. Ifølge pressemeddelelsen tæller medarbejderstaben over 1.000 og omsætningen over 1,3 mia. kr. 

Morten Dohrmann Hansen forklarer, at selskabets størrelse betyder, at man nu har mulighed for at påtage sig langt større og mere komplicerede opgaver.

Det betyder også, at man har mulighed for at præge projekter og tilbyde løsninger, der ifølge direktøren skubber både branchen, markedet og samfundet i en grønnere og mere klimavenlige retning.

- Det betyder også, at forudsætningerne for vores forretning har udviklet sig markant siden det første opkøb for fire år siden. For os har det blandt andet betydet et fornyet behov for rådgivning, viden og netværk. Vi skal for eksempel være skarpe på entrepriseret og på emner, der relaterer sig til EU-lovgivning – for eksempel CSRD-direktivet, der sætter lovkrav til virksomheders arbejde med bæredygtighed og ESG, lyder det.

Størstedelen af Idverdes datterselskaber er i dag medlemmer af Dansk Anlægsgartnere, og det kommer medlemskabet af Dansk Industri ikke til at ændre på.

Derimod supplerer de to organisationer ifølge Morten Dohrmann Hansen hinanden ganske godt.

Hos DI Byggeri ser direktør Anders Stouge frem til det kommende samarbejde.

Han understreger blandt andet, at bygge- og anlægsbranchen er inde i en rivende udvikling, hvor lavere klimaaftryk, cirkulær økonomi og biodiversitet står som centrale udfordringer, der skal findes svar på.

- Det lykkes vi kun med i samarbejder på tværs af værdikæden, og jeg er derfor meget glad for, at Idverde nu kommer med i Dansk Industri for at deltage i bygge- og anlægssektorens fælles arbejde for at svare på, hvordan vi bedst muligt lykkes med den grønne omstilling. Jeg ser meget frem til samarbejdet, for kun sammen kan vi indfri potentialet, udtaler Anders Stouge.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097