Skanderborgs nye daginstitution opføres i hovedentreprise

En ny daginstitution i Virring nær Skanderborg rykker nærmere efter, at Skanderborg byråd har vedtaget et idéoplæg for institutionens placering og omfang.
Læs også: Genbruger gamle mursten i ny daginstitution
Byggeprojektet udbydes til hovedentreprise og det ventes, at første spadestik til den nye daginstitution i Virring sker i efteråret 2025 og kan tages i brug efterår 2026.
Der er afsat 31,8 mio. kr. til byggeriet, som skal have plads til 100 børn fordelt på 20 vuggestuebørn og 80 børnehavebørn samt 26 voksne.
- Den nye institution imødekommer det kapacitetsbehov, som er opstået i Virring de seneste år. Det er dejligt, at der nu er afsat penge til at vi kan komme i gang med et nyt hus til de mindste, siger formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Skanderborg Kommune, Trine Frengler (S), i en pressemeddelelse.

Bygningen bliver opført fleksibelt, så der bliver mulighed for at ændre fordelingen mellem vuggestue- og børnehavebørn. Der skal også være produktionskøkken til madordning. Endvidere vil man give mulighed for at udvide dagtilbuddet, hvis der opstår yderligere kapacitetsbehov i spidsbelastningsperioder.
Det samlede projektområde er cirka 18.500 kvm. Det omfatter areal til dagtilbud, parkering, reservation til midlertidig pavillon, og legeplads.