23948sdkhjf

Efter jubelår: Aarsleff-topchef spår opbremsning

Det kommende år kan ende med minusvækst på toplinjen og et fald i indtjeningen, lyder det fra landets største entreprenørkoncern

Flere år med uafbrudt fremgang på både top- og bundlinje ser ud til at høre op for landets største entreprenørkoncern, Aarsleff.

I det nye år er der således udsigt til mulig minusvækst i omsætningen, og indtjeningen står til at falde.

Det fremgår af de forventninger til regnskabsåret 2023/24, som den børsnoterede bygge- og anlægskæmpe offentliggjorde sammen med tirsdagens årsregnskab.

Det bliver et år med lidt mere ro på. Du kan kalde det et konsolideringsår Jesper Kristian Jacobsen, topchef, Aarsleff

Ifølge adm. direktør Jesper Kristian Jacobsen skal forventningerne ses i lyset af, at Aarsleff gennem de seneste to år har øget toplinjen med samlet set mere end 30 pct.

- Det bliver et år med lidt mere ro på. Du kan kalde det et konsolideringsår, siger Jesper Kristian Jacobsen i et interview med Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Aarsleff omsætning - Infogram

Aarsleff-topchefen peger også på, at entreprenørkæmpen i det netop afsluttede regnskabsår har været begunstiget af særligt nogle anlægsprojekter, der er gået over forventning.

- Det kan vi ikke forvente at have i samme grad i det regnskabsår, vi lige har taget hul på, siger Jesper Kristian Jacobsen.

Klassisk byggeri stagnerer

Aarsleff-topchefen giver udtryk for, at markedet ser positivt ud, når det gælder anlægsprojekter, projekter drevet af den grønne omstilling og medicinalsektoren, herunder Novo Nordisk. 

- Når det gælder markedet for det klassiske kontor- og boligbyggeri, kan vi godt se, at det stagnerer. Det er nok hovedsageligt på grund af det relativt høje renteniveau, siger Jesper Kristian Jacobsen.

Når det gælder markedet for det klassiske kontor- og boligbyggeri, kan vi godt se, at det stagnerer Jesper Kristian Jacobsen, topchef, Aarsleff

- Det er helt som forventet, og vores eksponering mod det klassiske byggeri er relativt lille. Derfor passer det os ret godt med den drejning, som markedet synes at tage over mod noget, der er mere tungt på energi og infrastruktur, siger han.

To milliard-milepæle

Tirsdagens årsregnskab fra Aarsleff viste en omsætning, der landede på 20,2 mia. kr. efter en vækst på næsten 12 pct.

Bygge- og anlægskæmpen nåede med regnskabet også en anden milepæl, da driftsresultatet (ebit) endte på 1.078 mio. kr. Det var første gang, den centrale post i Aarsleff-regnskabet oversteg milliarden.

Aarsleff fremhæver selv, at overskudsgraden dermed blev 5,3 pct. Det er væsentligt for entreprenørkoncernens topledelse, fordi den har et erklæret mål om en overskudsgrad på 5 pct., og fordi nøgletallet i de senere år har ligget i underkanten af målsætningen.

Ifølge Jesper Kristian Jacobsen er der tale om et "et særdeles flot år", og Aarsleff skruer op for udbyttet til aktionærerne.

Melder om minusvækst

Forventningerne til fremtiden er imidlertid mere dystre hos entreprenøren med hovedsæde i Aarhus.

For hele Aarsleff-koncernen er forventningen til 2023/24 en vækst på -4 til 1 pct. Det vil betyde en omsætning i størrelsesordenen 19,5-20,5 mia. kr., altså potentielt flere hundrede mio. kr. lavere end det netop afsluttede regnskab.

Samtidigt forventer Aarsleff, at driftsresultatet (ebit) ender i størrelsesordenen 900-1.000 mio. kr. Her er hele intervallet lavere end det tal - et driftsresultat på 1.078 mio. kr. - som koncernen netop har præsteret.

Det vil i givet fald være første gang siden regnskabsåret 2016/17, at driftsresultatet udvikler sig negativt.

Aarsleff EBIT - Infogram

Fra -11 til -6 pct.

Aarsleff-ledelsen forventer den mest markante tilbagegang inden for forretningsområdet Anlæg & Byggeri, der er det største af de fem ben i den børsnoterede koncern.

Anlæg & Byggeri stod i det netop afsluttede regnskabsår for næsten halvdelen af omsætningen og lidt mere end halvdelen af driftsresultatet i hele Aarsleff-koncernen.

I det nye år forventer ledelsen, at forretningsområdets omsætning vil udvikle sig med -11 til -6 pct.

Forventningerne bliver blandt andet begrundet med ”lavere aktivitet inden for byggeriet som følge af højere renter og fortsat høje materialepriser”, som det fremgår af regnskabet.

På linje med branchen

Her er Aarsleff-toppen på linje med flere andre topchefer i branchen. Som Licitationen – Byggeriets Dagblad fortalte tirsdag på baggrund af interviews med en række byggebosser, er der en udbredt bekymring for et faldende aktivitetsniveau i 2024.

Det vurderede blandt andre Torben Modvig, adm. direktør for entreprenør- og udviklerkoncernen Nordstern.

- Aktivitetsniveauet inden for bygge og anlæg bliver noget lavere grundet høje renter. I hvert fald i begyndelsen af året. Det betyder, at konkurrencen om sagerne er en smule hårdere end for år tilbage, sagde han.

Også Torben Bjørk Nielsen, adm. direktør for Glostrup-entreprenøren Hoffmann A/S, pegede på renteniveauet og øgede omkostninger til løn og materialer som nogle af de største udfordringer forud for 2024.

Talte om turbulent tid

Da Aarsleff kom med årsregnskab for et år siden, talte Jesper Kristian Jacobsen om "usikre og omskiftelige tider" i bygge- og anlægsbranchen. Han pegede på stigende råvare- og materialepriser, materialemangel, inflation og stigende renter.

Ved den lejlighed fortalte han, at man i koncernen så ind i en fortsat turbulent tid, hvor markedet ville skifte, og hvor byggeriet forventelige ville bremse op.

Aarsleff opjusterede imidlertid forventningerne to gange i løbet af året, først i maj og siden igen i august. Selskabet endte med et regnskab, der målt på både omsætning og driftsresultat var betydeligt stærkere end de forventninger, der blev meldt ud for et år siden.

Jesper Kristian Jacobsen, er det ikke bare jer, der melder konservativt ud ved indgangen til året?

- Vi forsøger altid at give så retvisende en guidance, som vi kan med den situation, vi sidder i. Det gjorde vi sidste år, og det gør også i år. Vi er blot blevet overrasket, gennem det år vi lige er gået ud af, over, at markedet endte med at blive mere positivt, end vi havde forventet, siger Aarsleff-topchefen.

Aarsleff
Regnskabsår 2022/23 2021/22
Tal i mio. kr.
Nettoomsætning 20.244 18.118
Resultat af primær drift (EBIT) 1.078 727
Resultat før skat 1.042 683
Årets resultat 792 451
Balancestatus 13.382 11.743
Egenkapital 4.404 3.855
Antal ansatte 8.764 8.604
Kilde: Aarsleff-regnskab

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.348