23948sdkhjf

Arkitekt stifter ny bestyrelse - tidligere borgmester er med

Simon Aggesen og Simon Kjær Hansen indtræder som bestyrelsesmedlemmer hos arkitektfirmaet Urban Power med Lisbeth Blak-Lunddahl som formand

Det københavnske arkitektfirma Urban Power henter tre nye til sin bestyrelse, som også består af de tre stiftende partnere Sara Buhl Bjelke, Arne Cermak Nielsen og Rune Veile. 

De nye ansigter udgøres af Simon Aggesen, Simon Kjær Hansen og Lisbeth Blak-Lunddahl, der bliver formand. 

Kort om Urban Power

Urban Power er en arkitektvirksomhed med fokus på byudvikling, byggeri og byrum. Virksomheden er blandt andet blandt andre involveret i følgende aktuelle projekter:

  • Byudviklingsprojekterne for Jomfrustien i Haderslev, Stejlepladsen i Københavns Sydhavn, Holmene i Hvidovre og Kulturtorvet i Allerød
  • Transformationen af Albertslund Centrum
  • Nye byrum omkring Høje Taastrup Station
  • Transformation fra erhvervsbyggeri til Symbiosehus som en del af Boliglaboratoriet under Realdania og Statens Kunstfond
  • Platformen Bystart til implementering af bæredygtighed i byudviklingsfasen. 

- Vi grundlagde Urban Power for ti år siden med det klare formål at skabe synergi mellem de traditionelt opdelte skalaer og discipliner. Med den strategi er det lykkedes os at skabe en lang række byudviklingsprojekter over hele landet samt i Norge. 

- Med den nye bestyrelse vil vi skærpe vores position i branchen og række ud over de traditionelle grænser for arkitektfaget. Det gør vi for at styrke samarbejdet med kommuner, organisationer, bygherrer og investorer i en fælles bestræbelse på bæredygtige løsninger for byerne, byggerierne og de byrum, der binder det hele sammen, siger Sara Buhl Bjelke, adm. direktør og partner i Urban Power, i en pressemeddelelse. 

Her fremgår det videre, at den nye bestyrelse er "et led i en større udvikling, hvor implementering af bæredygtighed i byområder og byudviklingsprojekter har høj prioritet". 

Desuden oplyses det, at de tre nye bestyrelsesmedlemmer har en rådgivende funktion og ikke er ansvarlige for virksomhedens økonomi.

De tre nye bestyrelsesmedlemmer

Simon Aggesen er medstifter af Energigårdene, der har til formål at udvikle grøn strøm fra sol- og vind i partnerskab med lokale landmænd. Han er desuden rådgiver i Mellem, der rådgiver kommuner og private aktører indenfor byudvikling. Simon er uddannet jurist fra Københavns Universitet og er blandt andet tidligere medlem af byrådet og borgmester i Frederiksberg Kommune.

Simon Kjær Hansen er forfatter til bogen ”Et forsvar for storbyen” og tidligere direktør i C40 Cities, som er en global sammenslutning af byer, der arbejder for at udveksle løsninger i den grønne omstilling. Han leder i dag et center på Københavns Universitet, der har til formål at løse samfundsproblemer gennem partnerskaber, samarbejde og forskning.

Bestyrelsesformand Lisbeth Blak-Lunddahl er partner i Case Rose | Intersearch, hvor hun står for udvikling af ledelse og organisationer samt executive-rekruttering. Lisbeth er kandidat fra Copenhagen Business School i Økonomi og Filosofi og har tidligere blandt andet arbejdet med opbygningen af Byggeorganisationen for Ny Bispebjerg Hospital og organisatorisk globaliseringsstrategi hos Henning Larsen Architects.

Udover de tre nye medlemmer består bestyrelsen i Urban Power de tre partnere og stiftere Sara Buhl Bjelke, Arne Cermak Nielsen og Rune Veile.

Kilde: Urban Power

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127