23948sdkhjf

Debat: Styr mindre, styr bedre!

Vi fylder vores byggeprogrammer med et hav af målsætninger. Men måske vi skal nøjes med nogle få klare mål at styre efter, så vi får fælles retning for alle parter på projektet?, spørger dagens debattører 

Byggeprojekter er komplekse. 

Og de mange berettigede krav til bæredygtighed gør ikke opgaven lettere. 

Mange forskellige aktører skal arbejde sammen og opfylde et hav af målsætninger udover bare at bygge et hus, der holder. Kravene giver hver for sig god mening, men tilsammen gør de det svært at sætte kursen og fører ofte til fejl, forsinkelser og fordyrelser. 

Så måske er løsningen at søge tilbage til nogle få klare målsætninger, som kan styre os sikkert i havn?

Tid slog alt andet

Da Statens Serum Institut skulle bygge en ny frysebygning til Danmarks covid-vacciner, var opgaven klar. Bygningen skulle stå færdig, når de vigtige vacciner landede i Danmark. Alle andre parametre måtte vige for det overordnede mål: Tid.

Tid blev det styrende redskab for stort og småt på projektet. Det ydre pres fik teamet tilbage til nogle velkendte samarbejds- og procesdyder, hvor det handlede om at gøre tingene overskuelige, arbejde på forskellige procesniveauer, have styr på strømmene, synliggøre forhindringerne og uddelegere beslutningerne – også helt ud til håndværkerne på pladsen.

Dertil kom et fokus på fremdrift fremfor fejlfinding, og et ønske om at rydde alle sten af vejen så hurtigt som muligt, hvilket lod sig gøre, fordi alle nøglespillere var til stede på pladsen hver dag. Den stærke holdånd betød, at frysehuset til 40 mio. vacciner blev opført på under et år.

På grund af de mange indsatser for at skabe stærkt samarbejde og en god byggeproces, valgte Boligfonden Kuben og Lean-Construction-DK Netværket at give Procesprisen 2023 ved Building Awards til holdet bag frysebygningen.

Små overskuelige bidder

Byggeprocessen bag Frysebygningen er usædvanlig og drevet frem af en national krise. Alligevel kan resten af branchen godt lære noget af processen. Først og fremmest valgte teamet bag at dele processen op i små overskuelige bidder. Det store klare billede var ikke tegnet på forhånd. Tværtimod blev mange skelsættende beslutninger truffet undervejs på byggepladsen, som processen rullede. Det gjorde det muligt at foretage lokale tilpasninger og bygge med de materialer, som var tilgængelige.

Bygherren skabte rammer for tillid og erfaringsopbygning også kontraktuelt, mens tidlig entreprenørinddragelse og involvering af alle parter på projektet fik den relevante viden i spil til rette tid. På samme måde havde udbuddet fokus på at få det bedste projekt til tiden, fremfor det billigste. Alle var indstillede på, at projektet skulle lykkes, og de involverede aktører strakte sig langt for hinanden.

Evaluering for at blive klogere

Da projektet var opført, vaccinerne landet og støvet havde lagt sig, tog bygherren initiativ til at evaluere processen for at høste erfaringer til kommende projekter. 

Det er usædvanligt i vores branche, hvor det alt for ofte handler om at komme videre i stedet for at lære og blive bedre. En mentalitet, som giver spild, fejl og mangler i byggeriet for op til 10 pct. af omkostningerne på et byggeprojekt. Dertil kommer udgifterne forbundet med tidsspildet ved unødige lange byggeforløb og opgaver, som ikke var nødvendige at udføre.

Årets vinder af Procesprisen viser, at der er meget at vinde ved at kigge på sine processer med et åbent sind og sige farvel til de aktiviteter, der egentlig bare er med, fordi ”sådan plejer vi at gøre”.

Opfordringen er hermed givet videre.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156