23948sdkhjf

Aarsleff-selskab vil mindske ressourceforbrug med digital kortlægning

I samarbejde med Contech Lab skyder Aarsleff-selskabet Hansson & Knudsen nu et projekt i gang, der skal kortlægge ressourceforbruget i forbindelse med en renovering og en udvidelse af en skole

Ressourceforbruget på landets byggepladser skal mindskes, og nu skyder det Aarsleff-ejede selskab Hansson & Knudsen gang i et pilotprojekt, som forhåbentlig kan bidrage til at finde løsninger på problematikken.

Den omfattende renovering og udbygning af Broskolen i Årslev på Midtfyn danner nemlig rammen om en testlokation for pionerprojektet ’Minimering af ressourceforbrug på byggepladsen’ fra Contech Lab.

Her vil Hansson & Knudsen, der er hovedentreprenør på projektet, i løbet af byggeprocessen monitorere forbruget af henholdsvis vand, varme, affald og energiforbrug i realtid på byggepladsen.

- Et af de tiltag, vi har lavet for at sikre høj genanvendelse, er, at vi har adviseret underentreprenører om videokameraer, der dokumenterer, hvem der smider hvad ud. Det vil give en bøde på 5.000 kroner, hvis man sorterer forkert, udtaler Visagan Srimurugan, entrepriseleder på projektet for Hansson & Knudsen, i en pressemeddelelse.

Om projektet

Testlokationen i Årslev er en blandt fem testlokationer, og planmæssigt skal det rulles ud på 10 byggepladser.

Projektets kerne består i at afprøve nye tiltag og teknologier med en forpligtelse til at dele opnået viden bredt, så hele byggebranchen kan drage nytte af disse indsigter og gøre klar til de kommende dokumentationskrav samt minimere branchens CO2-udledning.

Build og Force Technology, som er videnspartnere på projektet, deler de tidlige erfaringer og resultater fra forsøgsprojekter gennem en serie af rapporter og miniudgivelser, fokuseret på teknologier til effektiv måling af ressourceforbrug.

Molio udvikler sammen med projektpartnere et benchmark-værktøj, der samler data og viden, så byggeprojekter kan sammenligne egen performance og finde inspiration til at implementere ressourcebesparende tiltag.

Molio

Føler sig forpligtet

Projektet drives af Contech Lab, som er et samarbejde mellem Molio, Realdania og Industriens Fond. Projektet er støttet af EUDP – en offentlig tilskudsordning under Energistyrelsen til teknologiprojekter, der bidrager til at indfrielse af målsætninger for energi og klima.

En række af landets største entreprenører og udvalgte teknologileverandører arbejder med at udbygge metoden til gavn for branchen. Det var moderselskabet Aarsleff, der som samarbejdspartner på projektet, formidlede kontakten med Hansson & Knudsen.

- Vi var ikke i tvivl om, hvorvidt vi skulle være med. Vi vil gerne være med i fælles brancheløsninger, for det giver ikke mening at løse bæredygtighed i siloer. Det er noget, man skal arbejde sammen om som branche, udtaler Tine Park Nygaard, miljø- og bæredygtighedschef i Aarsleff Rail, i en skriftlig kommentar.

Hun understreger, at et fælles projekt giver mulighed for at skabe mere transparens og også sikre en langt større mængde data. Samtidig er det ifølge hende nødvendigt selv at bidrage, hvis man også vil drage nytte af data fra andre.

- Som en af branchens største virksomheder har vi en særlig forpligtelse til at gå forrest og forsøge at skabe metoder, som kan komme mindre virksomheder til gode. Vi tror på, at der både er økonomisk og miljømæssig vinding at hente, og derfor skal vi gøre det nemt at gøre det rigtige, udtaler Tine Park Nygaard.

Contech Lab kort fortalt

Contech Lab er byggebranchens fælles udviklingsplatform, hvor byggeriets virksomheder sammen kan udvikle og eksperimentere med nye måder at benytte data, digitalisering og teknologi på til at skabe fremtidens byggeri.

ConTech Lab er etableret i samarbejde mellem Molio, Industriens Fond og Realdania.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093