23948sdkhjf

Ændrer i udbud: Vejdirektoratet vil lade klima slå pris

Pilotprojekt efter norsk forbillede skal næste år give en entreprenør med et mere klimavenligt tilbud mulighed for at vinde over en billigere entreprenør i en udbudsrunde

I 2024 vil Vejdirektoratet efter norsk forbillede præmiere CO2-besparende tilbud i 10 større asfaltarbejder rundt om i landet.

- På denne måde skaber vi et sundt incitament til at være mest klimavenlig. Tilbudsgivere, som har en mindre CO2-udledning, vil få en kontant fordel, når tilbuddene evalueres, siger drifts- og teknikdirektør Michael Kirkfeldt i en pressemeddelelse.

- Det betyder, at der måske vil være tilfælde, hvor et dyrere tilbud vil løbe med ordren, hvis de har det laveste CO2-aftryk, fortsætter drifts- og teknikdirektøren.

Han ser store perspektiver i pilotprojektet, hvor Vejdirektoratet beder sine entreprenører om at opgøre deres CO2-regnskab indenfor asfaltarbejde. Det sker ved miljøvaredeklarationer (EPD), som er 3. part verificerede.

Uret begynder så at sige at tikke fra det øjeblik, at arbejdet går i gang i det norske granitbrud eller i ”genbrugsbunken” med at skaffe råvarer til dansk asfalt - og helt til vejen er lagt.

Når vi har høstet erfaringer fra de første udbud, så kan metoden udbredes til alle statens asfaltarbejder Michael Kirkfeldt, drifts- og teknikdirektør, Vejdirektoratet

Ekstra pris på CO2

Hvert ton CO2 får en ”skyggepris” i form af et tillæg på 1.500 kr. Idéen er hentet i Norge, hvor man begyndte på et lignende niveau for fem år siden.

Baseret på norske erfaringer forventer Vejdirektoratet, at der vil kunne opnås en væsentlig nedbringelse af CO2-udledningen ved produktion og udlægning - i takt med at branchen implementerer mere klimavenlige løsninger.

- Når vi har høstet erfaringer fra de første udbud, så kan metoden udbredes til alle statens asfaltarbejder. Og selvfølgelig skal vi løbende udvikle den hen ad vejen sammen med vores leverandører. Men sigtet om, at man har en konkurrencemæssig fordel ved et lavere CO2-aftryk, ligger fast, siger Michael Kirkfeldt og tilføjer:

- Vores erfaringer vil vi naturligvis også stille til rådighed til kommunerne, der ejer hovedparten af landets veje.

Bod eller bonus

Efter asfaltarbejdet er ovre, vil det blive kontrolleret, at entreprenøren har overholdt det lovede CO2-mål. I fald det er overskredet, skal entreprenøren betale en bod, og er CO2-regnskabet bedre end lovet, opnås en bonus.

I Asfaltindustrien, der er branche- og arbejdsgiverforening for danske virksomheder, der fremstiller og genbruger asfalt, er leverandører til branchen eller arbejder med veje, ser direktør Anders Hundahl positivt på pilotprojektet.

- Vi er glade, for at klima nu bliver tildelingskriterium i Vejdirektoratets udbud, siger direktør Anders Hundahl og tilføjer:

- Jeg håber, at Vejdirektoratets grønne initiativ bliver fulgt af kommuner og private bygherrer, når de også anlægger og vedligeholder veje.

Først i det nye år vil branchen blive indbudt til et dialogmøde om pilotprojektet.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.455