23948sdkhjf

Karin Salling overraskede med milliondyr julegave

Salling Fondene har doneret 20 millioner kroner til omdannelse af Musikhusparken i Aarhus. Donationen skal blandt andet sikre en ny skøjtebane

Temperaturen var helt nede på -9 grader i Aarhus lørdag formiddag, men en julemand – i dette tilfælde juledame – gav de fremmødte noget at varme sig på.

Karin Salling fortalte, at en ny og topmoderne skøjtebane kommer til byen. Den kommer til at være fast inventar fra 2024 i det centrale Aarhus ved siden af ARoS og Musikhuset. Nyheden blev annonceret under åbningen af den gamle skøjtebane, som blev opført for sidste gang.

Det er ikke kun en skøjtebane, som juledamen delte ud af gaver. For skøjtebanen var blot én del af en større gavepakke, som beløber sig op i 20 mio. kr. fra Købmand Herman Sallings Fond, hvor Karin Salling er næstformand og varetager arven efter hendes afdøde mand.

Musikhuspark til 55 mio. kr. 

Pengene skal gå til at omdanne Musikhusparken til en grøn bypark. Det bliver den for 54,55 mio. kr., og nu er finansieringen på plads.

- Musikhusparken er Aarhus' grønne hjerte og en af byens mest fremtrædende pladser. I Salling Fondene er vi glade for at kunne bidrage til at gøre parken til et aktivt og levende samlingspunkt, siger Karin Salling i en pressemeddelelse.

Donationen er givet til en ny skøjtebane, en legeplads og færdiggørelsen af parken, så den hænger sammen med kunstnerens James Turrells store kunstværk ’The Dome’. Det bliver en 15 meter høj kuppel – et arkitektonisk rum – som giver et kig mod himlen over Aarhus.

Det er landskabsarkitekterne Schønherr, som har tegnet den kommende bypark. Projektet har fokus på grønne oplevelser og biodiversitet og har som vision at binde Rådhusparken, Musikhusparken og ARoS Haverne sammen i én fælles fortælling. 

Brugte telefonbokse som idébank

Det sker ved en stor cirkel, der samler parkens kulturinstitutioner i en arkitektonisk ramme for hele området.

I forbindelse med konkurrencen om at skabe fremtidens Musikhuspark inviterede Aarhus Kommune 10.000 aarhusianere til at komme med idéer til dens udformning via en spørgeskemaundersøgelse. 

80 studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole spurgte brugere af parken, hvad de drømte om, og 446 borgere indtalte deres gode idéer til fremtidens park i telefonbokse, der blev stillet op i Musikhusparken. Højt på ønskelisten lå en legeplads til børn og bevarelse af skøjtebanen, hvilket nu bliver en realitet.

Den nye Musikhuspark skal efter planen stå klar i 2025 samtidig med åbningen af ’ The Dome’.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125