Licitationen mener: Usund konkurrence om betalingsfrister
Kampen om likviditeten fortsætter med uformindsket styrke. Det hører nu mere til reglen end undtagelsen, at virksomheder må acceptere lange betalingsfrister fra samarbejdspartnere, som på den vis sikrer sig likviditet. Det er en betalingsstrategi, som efterlader en del virksomheder i et livstruende likviditets-vakuum.
Det er virksomhederne, som indbyrdes aftaler betalingsfristerne. Ved store opgaver og ydelser, som strækker sig over længere tid, opereres der med aconto-begæringer og egentlige betalingsplaner. Standardaftalerne AB92/ABT93/AB18/ABT18/AB overholder rentelovens udgangspunkt om maksimalt 30 dages betalingsfrist, men der er så meget elastik, at kravet kan fraviges ved aftale mellem parterne.
SMVdanmark taler varmt for at indføre en lovbestemt betalingsfrist på maksimalt 30 dage for på den måde at undgå, at de store virksomheder presser de små og mellemstore virksomheder til at acceptere lange betalingsfrister, fordi de ellers frygter at blive fravalgt.
Selvom det jo lyder rimeligt at indføre lovbestemte regler, så er det vigtigt at værne om virksomhedernes aftalefrihed. Det er ikke alt, som kan eller bør løses med lovgivning. Lige nu er det et konkurrenceparameter på den ene side at kunne holde på likviditeten og på den anden side at fungere som kreditgiver for samarbejdspartnere. Det er overordnet set en usund måde at drive virksomhed på. Især hvis kampen om likviditeten vægtes højere end den opgave eller ydelse, som skal leveres. Så måske handler det om at kunne sige pænt nej tak til opgaver, hvor betalingsbetingelserne og -fristerne er det største konkurrenceparameter.
Artiklen er en del af temaet Lederen.
