Britisk aktør bygger nyt i Danmark
Forespørgsel fra projektudvikleren Mortensen Gruppen og tøjmærket Zizzi om et lager- og logistikcenter får nu britiske Verdion til at udvide sin danske portefølje.
I dag er den på cirka 2,6 mia. kr., men ambitionen er at øge den til 4-5 mia. kr. inden 2026.
Det skriver Børsen.
Det nye logistikcenter opføres i Horsens og bliver på godt 28.000 kvm, hvoraf knap 13.000 kvm er lejet ud til Zizzi. Forventningen er, at det står klar i maj 2024 og er estimeret til en værdi på mere end 250 mio. kr.
- Vi oplever et øget behov for at rykke værdikæden tættere på forbrugerne for at være sikre forsyningssikkerheden. Dette gælder både virksomheder med fokus på e-handel og virksomheder, der skal forene deres forsyningskæder, siger Peter Michael Tetzlaff, der er Verdions investeringschef i Norden, til Børsen.
På sin egen hjemmeside oplyser Verdion, at selskabet vil udvikle det nye anlæg med fokus på energieffektivitet, og at der sigtes efter en DGNB Guld-certificering.
Videre lyder det, at opkøbet er det første af en række forventede i Danmark, Sverige, Holland og Tyskland de kommende tre år.