23948sdkhjf

Konkurrencen skærpes blandt udlejere

Der kæmpes mere om ordrerne hos udlejerne, der også kæmper med stigende omkostninger, viser brancheanalyse

Det danske maskin- og materieludlejningsmarked er langt fra færdigt med at udvikle sig. De senere år har budt på en større konsolidering, og nu tegner der sig en branche, hvor der er fire store spillere, nogle aktører i mellemsegmentet, endnu et segment, hvor byggevarekæderne involverer sig i udlejning, og endelig er der også maskinimportører som i stigende grad udlejer maskiner og materiel.

Der er også en underskov af mindre udlejningsfirmaer. 

Det anslås at det samlede marked for udlejning er på cirka 4,5 mia. kroner, og skal man tro øvrige markeder i EU og udenfor EU, herunder især et land som England, så er indtrængningen af udlejning på markedet slet ikke forbi endnu. 

Mere udlejning

For udlejningen af maskiner breder sig. Vi har for nylig set, hvordan Zeppelin, der forhandler Caterpillar i Danmark, har opbygget en udlejningskoncern, og samtidig sælger maskiner. Det kunne ikke lade sig gøre for år tilbage.

Faktisk er forsøget gjort før, hvor den ældre udgave af CAT-importen, Enmaco, sammen med Cramo gjorde forsøget uden held. Sådan er det ikke i dag. Nu oplever man flere af de større maskinimportører, blandt andre Scantruck i Skive, der har et anseligt antal maskiner til udlejning. 

Maskinimportørerne presses i stigende grad, især af de større udlejningsselskaber, som er internationalt ejede, og derfor ikke længere køber så mange maskiner gennem de danske importører, men går direkte til producenterne via internationale kanaler, og oveni købet får bedre priser, fordi de kan koordinere større indkøb med andre markeder. 

Flere udbydere

Det betyder, at leje af maskiner kommer til at fylde mere i det danske marked. Samtidig ser man også byggevarekæder som Stark og XL Byg, der tilbyder maskiner og andet grej til byggeri og anlæg. En naturlig vej at gå, fordi man i forvejen er lokalt forankret.  

Konkurrencen er nok især hård på liftområdet. Her ligger bl.a. Stark og XL Byg som har opbygget flåder af lifte, og det er der andre der kan mærke. Det gælder for eksempel Riwal, der er hollandsk ejet. Riwal er det eneste selskab i vores brancheanalyse som går tilbage for femte år i træk. Ganske vist ikke voldsomt, men tendensen er der. 

Der er i Danmark et stort udbud af mindre entreprenørmaskiner, små gravemaskiner og læssemaskiner, og også her begynder konkurrencen at mærkes. Det ser en anelse anderledes ud, når vi kommer til de lidt større maskiner, hvor der lader til at være en større margin på udleje. 

Store investeringer

Udlejerne har investeret kraftigt, mens det har været gode tider, og derfor er flåderne friske i de fleste virksomheder. Men de kan få udfordringer, for om ikke så lang tid kommer der specifikke krav til maskinernes emissioner, og så er spørgsmålet om både udlejere og øvrige maskinejere har det rette grej, der kan leve op til kravene. 

Derfor er der nu også et stort fokus på de nye teknologier som eldrift, brintdrift, og andre metoder til at mindske udledninger. 

Udlejningsvirksomhederne - især de, der er en del af et internationalt konglomerat, har dog en fordel, når det gælder omstilling, for de køber maskiner direkte fra producenterne, og de kan, qua deres store volumen aftage flere maskiner og derfor også stille krav til producenterne, de såkaldte OEM'er, ligesom de også har adgang til en billigere finansiering på de internationale finansmarkeder.

Nye krav forude

Flere maskinejere vil måske i de kommende par år se en fordel i at slippe ejerskabet af maskinerne, og så overlade det til udlejeren at skaffe de rette maskiner til arbejdet. For de skrappere miljøkrav kommer, og så kan nogle måske se en fordel i at overlade det til udlejeren at løse problemet med at skaffe de rigtige maskiner, fremfor selv at investere. 

Samtidig med at aktiviteten viger en smule, vil der også være noget overkapacitet, der skal skaffes af vejen. Og så er vi tilbage ved den gamle tese, nemlig at det er når kurven går opad og når den går nedad, at udlejningsselskaberne især har succes med at trænge ind i markedet. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.241